Han havde aldrig drømt om det. Og det var egentligt noget af et chok for Holger Rasmussen (1933-1998), at han i 1984 kunne sætte sig i borgmesterstolen i Svendborg.
Den gode partisoldat blev i 1978 valgt til Svendborg Byråd af Socialdemokraterne. Partiets byrådsgruppe pegede på Holger Rasmussen som borgmester, da den hidtidige, Viggo H. Schultz, måtte trække sig efter spirituskørsel.
Holger Rasmussen blev født på Dronningholmsvej den 7. oktober 1933. Hans far var tjener på arbejderbevægelsens forsamlingsbygning ”Viking” i Vestergade.
Holger Rasmussen blev udlært i Thorbensens Farvehandel i Brogade. I 1957 blev han kontorassistent i Svendborg Sygekasse. Da sygekasserne blev nedlagt i 1970, fik Holger Rasmussen ansættelse i Svendborg Kommunes sygesikringsafdeling som fuldmægtig.
Holger Rasmussen var en overgang formand for Den socialdemokratiske Fællesledelse i Svendborg Kommune.
Holger Rasmussen blev hurtig en folkekær borgmester, der scorede store personlige stemmer ved valgene. Han var på hat med sin by og var vellidt for sin venlighed og imødekommenhed.
Hans tilhængere betegnede ham da også som festlig, folkelig og fornøjelig, ligesom de mente, at han var god til at få tingene igennem i byrådsarbejdet.
Hans modstandere kaldte Holger Rasmussen for konfliktsky og klodset, og de sagde, at Holger Rasmussen støttede sig meget til sine embedsmænd.
Holger Rasmussen havde sin sidste dag som borgmester 31. december 1997. Det var frivilligt, at han valgte at gå. Mere end den halve by var mødt på, da der var afskedsreception for den populære borgmester.
Holger Rasmussen nåede kun at få et års tid som forhenværende, idet han døde den 2. januar 1999.
Han ligger begravet på Sct. Jørgens Kirkegård sammen med sin trofaste hustru, Aase, som han mistede et par år før han selv døde..