Vilhelm Reinsholm (1876-1955) var elsket og værdsat og respekteret for sin gerning som overlæge på Svendborg Amts og By Sygehus fra 1911 til 1946. De børn, som han fra 1912 til sin pensionering tilså og besøgte på Julemærkehjemmet Holbøllsminde i Svendborg, var ellevilde med ham.
Vilhelm Reinsholm var født i Masnedsund som søn af en stationsforstander. Efter at have taget sin eksamen på Københavns Universitet fortsatte han uddannelsen som kirurg ved en række hospitaler i hovedstaden.
Han var således godt rustet til den overlægestilling, han overtog i 1911 i Svendborg. Dengang var der kun overlægen og en reservelæge til de lidt over 500 patienter. 25 år efter var der syv læger, sygehuset var udbygget med røgentafdeling og andre faciliteter.
Vilhelm Reinsholm blev stærkt hyldet den 1. oktober 1936, da han fyldte 60 år og samtidig havde 25 års jubilæum som overlæge. Der var festmiddag på Hotel Christiansminde med over 250 deltagere. Der blev holdt den ene hyldesttale efter den anden. Hen på aftenen var der arrangeret et fakkeltog, der bevægede sig fra anløbsbroen op mod hotellet.
Den verdensberømte forfatterinde Karin Michaélis, der boede på Thurø, skrev en artikel i ”Politiken”, hvori hun i flotte vendinger fremhævede Svendborg-overlægens virke.
Vilhelm Reinsholm blev fra alle sider hyldet for sin faglige dygtighed og sine flotte menneskelig egenskaber.
På Holbøllsminde kom børn fra navnlig København for at komme til kræfter efter sygdom, og det var Reinsholms opgave at følge deres udvikling i de typisk tre måneder, børnene opholdt sig på Julemærkehjemmet.
Det hedder sig, at børnene kun ønskede sig et af overlæge – og det var, at han ikke måtte gå igen, men blive.
Da han trak sig i 1946 åbenbarede han et noget andet syn på et sygehus´ opgaver, end tilfældet er i dag, idet han til Svendborg Avis sagde:
”Målet må ikke være at få dem, patienterne, ud så hurtigt som muligt, men drage omsorg for, at de på alle tænkelige måder er fuldt modstandsdygtige, når de atter skal ud i kampen for tilværelsen”.
For den gamle overlæge var det væsentligt, at han kom i tæt kontakt med sine patienter, søge at forstå dem, vise tillid og gøre det så godt som muligt for dem.
