Hans Mortensen SGSvendborg Gymnastikforening, SG, har nu i knapt 50 år haft stort udbytte af en enestående gave, som foreningen modtag af maskinmester Rasmus Mortensen (1878-1966). Udvidelsen af SG-Hallen på Johannes Jørgensens Vej i 1984 og 1993 og super hallen på Ryttervej er resultater af den overdådige gave, Mortensen betænkte SG med.

Hvor kom så de mange penge fra? Aktier – ikke i hvilket som helst firma, men i Dampskibsselskabet Svendborg A/S.

Rasmus Mortensen var udlært grovsmed i Holmdrup, fik senere ansættelse på Maskinfabrikken Svendborg. Han tog maskinisteksamen. Derefter drog han til søs med Dampskibet ”Svendborg”, som var det første skib Dampskibsselskabet Svendborg A/S købte efter stiftelsen i 1904.

Dampskibsselskabet Svendborg A/S blev grundlagt af kaptajn Peter Mærsk og hans søn Peter Arnold Møller, og det fortagende udviklede sig til A.P. Møller-Mærsk, som i dag bl.a. driver verdens største containerrederi.

Rasmus Mortensen blev hurtigt en skattet og betroet medarbejder i det nystartede dampskibsselskab og avancerede til første mester i flere af selskabets skibe.

På et tidspunkt opfordrede skibsreder A.P.Møller Mortensen til at blive aktionær i dampskibsselskabet.

-Det kunne jeg jo ikke sige nej til, bemærkede Rasmus Mortensen senere i livet.

En mere og mere svagelig moder fik Rasmus Mortensen til at gå i land. Han erhvervede en købmandsbutik, men det var for stillestående for den aktive mand. Han forpagtede butikken ud og åbnede i stedet ”Bikseværkstedet” på Nyborgvej. Her gjorde Mortensen alverdens ting og sager nyttige igen efter at være gået i stykker - til stor glæde og gavn for folk fra by og land. Og Mortensen var i aktivitet dagen lang..

Mortensen levede beskedent. Han fulgte levende med i tidens udvikling og vidste nok at give udtryk for sine meninger. Han elskede også at gå til gymnastik, og det var så heldigt for SG.

Omkring 1955 overdrog han for 150.000 kr. Mærsk-aktier til foreningen. Et anseligt beløb og eftersom aktien stort sit i alle årene har været guldrandet, råder Rasmus Mortensens Fond under SG over betydelige midler

Rasmus Mortensen blev naturligvis æresmedlem af SG og fik foreningens hæderstegn. I anledning af Mortensens 80 år dag i 1958 blev han portrætteret af den kendte maler Hagedorn-Olesen.

Gå til toppen