Valdemar Højelsen (1908-1987) var noget af en institution i Svendborg – i hvert fald for de mange, der besøgte badeanstalten og Svendborg Svømmehal.
Valdemar Højelsen blev ansat i 1935, netop som svømmehallen var taget i brug. En svømmehal, der på det tidspunkt var en af de mest moderne i Danmark.
Da han 37 år efter gik på pension kunne han med stolthed konstatere, at ingen var druknet i hallen. Nok havde der været faretruende situationer, men de var blevet klaret uden tragedier til følge.
Det blev sagt, at Valdemar Højelsen i de mange år havde skrubbet millioner at rygge i renlighedens navn. Ved sin afsked sagde han, at han havde haft følgende værdi skala for sit virke som bademester: 1. sikkerhed, 2. renlighed og hygiejne. 3. menneskelig indstilling.
Valdemar Højelsen var af den faste overbevisning at alle var lige, når de skulle have et bad eller en svømmetur. Her blev titlerne lagt bort, og borgerskabet måtte finde sig i, at de ikke uden videre havde ret til de bedste pladser i badeanstalten. De var åbne for alle uanset status.
Under den tyske besættelse af Danmark (1940-45) var Valdemar Højelsen fast overfor værnemagten, som ikke uden videre fik lov til at lægge beslag på badeanstalten.
Netop under krigen med knaphed på brændsel i de private hjem var badeanstalten meget besøgt, men efterhånden som folk selv fik badeværelser, var anstaltens formål ikke kun renlighed. Nu var det mere samvær og en god menneskelig snak med Valdemar Højelsen om alt fra verdenssituationen til dagligdags småtterier, som trak.
Valdemar Højelsen var født i et hjem, hvor faderen var former. Selv fik den unge Højelsen forskellige job, bl.a. som støberiarbejder i København, lastbilchauffør m.m.
Hans alt dominerende interesse var svømning, kajakroning, livredning og bjærgning. Hans færdigheder indenfor de felter gjorde han yderst kvalificeret til stillingen som bademester.
Valdemar Højelsen og hans hustru Mie blev også kendte for den polynesiske udstilling, som i en årrække kunne ses ved deres hjem i Møllergade 44. Her kunne studeres et væld af kulturgenstande fra Tonga og Samoa øerne. De var samlet af deres søn, Flemming Højelsen, der som ung blev leder af elforsyningen på Tonga. Her blev han gift med en kvinde af høj byrd og i slægt med kongefamilien.
De mange genstande trak mange nysgerrige til, og der blev drømt mange drømme om eksotiske eventyr på sandstrande under svajende palmer. Udstillingen blev opløst i slutningen af 1980érne.
Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2014.