Restauratør Villy Hansen (1940-2010) var på sin egen stille måde en markant personlighed i Svendborg. I daglig tale blev han aldrig kaldt andet end Villy Torvecafé efter den beværtning, han drev fra 1966 og 20 år frem. Sammen med sin hund, Vimmer, gjorde Villy Hansen sit til at tegne billedet af Svendborg som en hyggelig, fredfyldt provinsidyl.
Villy Hansen var fiskersøn fra Vindeby. Han kom i lære som kok på Wandalls Hotel i Gerritsgade, færdiggjorde sin uddannelse på Hotel Svendborg og arbejdede senere på Hotel Christiansminde. Han aftjente sin værnepligt i 15 måneder på Færøerne.
Villy Hansen drog til Thule i Grønland, hvor han arbejdede som kok på den amerikanske militærbase, og klarede det fint, selvom engelsk kundskaberne strakte sig til ”Yes” og ”No”.
Villy Hansen vendte hjem fra Thule med 100.000 kr. på bankbogen, og investerede dem i Torvecafeen, som kan købte for 301.800 kr.
-I Eskær Skole lærte vi ikke alene at regne, men også at regne den ud, sagde han i en 50 års fødselsdagssamtale med avisen.
Jo, Villy Hansen kunne regne den ud. Han skabte et søgt og populært værtshus. Om sommeren var der ude servering og på solskinsdage blev der skabt noget i retning af sydlandsk stemning. Prominente gæster slog sig gerne ned under parasollerne, og de blev betjent af en lun restauratør.
Da Villy Hansen døde i 2010 skrev torvegartner Carsten Pedersen, Tved, mindeord i Fyns Amts Avis om sin ven gennem over 40 år.
”Villy var lidt af en boheme, der gjorde, hvad der passede ham. Jeg glemmer aldrig, da han ikke ville betale brandforsikring for Torvecafeen for, som han sagde, jeg skylder ikke en øre på den, og så må jeg vel selv bestemme”.
Der går endnu frasagn om Villy Hansens servering for organist Hans Mollerup, der på klokkespillet i Vor Frue Kirke slog tonerne an til ”Kommer der ikke snart en Tuborg til mig”. Det gjorde der, for Villy Hansen løb op ad de mange trappetrin til klokkespillet med en Tuborg og et glas på en bakke.
I samtalen med avisen ved 50 års dagen måtte Villy Hansen indrømme, at Torvecafeen aldrig blev et gastronomisk tempel – trods restauratørens faglige baggrund, og han sagde:
-Jeg har tænkt på det mange gange. Jeg har også udarbejdet fornemme menukort, men jeg når jeg havde sovet på det, var det overstået. Jeg har rigeligt med at stege en god bøf til Vimmer.
Ja, Vimmer. Historien om Villy Torvecafé kan ikke skrives uden at berette om dette gadekryds af en hund.
Den var ikke kun Villy Hansens bedste ven – den var også noget i retning af svendborgensernes kæledægge.
Vimmer var yderst selvbevidst og sås ofte i gadebilledet i Svendborg, hvor den færdes helt på egne poter. Byens Taxa-chauffører havde en stående ordre om, at de skulle tage Vimmer om bord i bilen, hvor de end mødte ham. Og køre hunden til Torvecafeen.
Der var ved at brede sig sorg i byen, da Vimmer blev påkørt af toget. Men heldigvis klarede den frisag ved en indsats fra en dygtig dyrlæge . I den anledning opfordrede Fyns Amts Avis sine læsere til at fortælle deres oplevelser med Vimmer.
En læser fortalte om dengang, Vimmer gik i teateret. Lige før en forestilling skulle begynde og publikum var på plads i Svendborg Teater, kom Vimmer gående op ad midtergangen, sprang op på scenen og gik scenevant og glad frem og tilbage. Til sidste måtte en kontrollør venligt hjælpe Vimmer ned igen.
Det blev også berettet, at Vimmer altid fandt tilbage til Torvecafeen lige inden værtshuset lukkede kl. 24…
Engang gik Vimmer om bord Ærøfærgen, sejlede med til Ærøskøbing, gik i land, lettede ben på den nærmeste lygtepæl – og tog færgen retur til Svendborg…. En tur med en bybus blev det også til.
Flere læsere fortalte, at Vimmer var bevidst om faren ved at færdes rundt på gaderne. Han gik altid over i fodovergangene – og først, når der var grønt lys.
Da Vimmer i midten af 1990érne indtog sin plads i hundehimlen, bragte Fyns Amts Avis en nekrolog. Det var aldrig sket før og eller ikke siden, at en afdød hund blev mindet i avisen.
Bjarne Gregersen, 2017, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2017.