Børge ClausenHan blev kaldt for Svendborgs hof-arkitekt . I sine 32 år som aktiv var arkitekt Børge Clausen (1943-2007) involveret i omkring 5000 byggesager – store som små og i 2006 afleverede han en tegnestue til sine kompagnoner, som var i rivende udvikling, og som med sine 35 ansatte var blandt de største på Fyn.

Børge Clausen var født i Ollerup. I 1963 var han udlært tømrer og uddannede sig til bygningskonstruktør. Fra 1967 til 1974 var han ansat som arkitekt hos Mindedal Rasmussen.

I 1974 nedsatte Børge Clausen sig med egen tegnestue i sin privatbolig på Rantzausmindevej 213. Det blev for småt allerede i 1977, og der blev opført en tegnestue på en nabogrund.

I 1986 blev firmaet flyttet til Korsgade 19 i Svendborg. Året efter blev Per Weber kompagnon efter 10 års ansættelse i firmaet, der fra da af hed Arkitektfirmaet C&W.

Titlen hof-arkitekt fik Børge Clausen, fordi han satte sit præg på stribevis af byggerier i Svendborg – fra beskyttede boliger til rådhusbyggeriet.

Børge Clausen havde ikke en stil, der var speciel for ham. Han var varieret i sin streg og byggede altid med respekt for omgivelserne.

Svendborg var Børge Clausens hjemmebane. Rundt i landet rygtedes det, at der i Svendborg var en arkitekt uden de store armbevægelser, som skabte gode bygningerne og frem for alt var til at stole på. Derfor fik hans firma efterhånden også opgaver over hele landet – og ikke mindst i København.

Selv mente Børge Clausen, at hans succes skyldtes, at han lyttede og skabte dialog med bygherren. Tankerne parterne havde gjort sig om det planlagte byggeri blev nedfældet på papir.

Børge Clausen var den stilfærdige realist, der ikke behøvede de store armbevægelser for at opnå respekt.

Disse byggerier i Svendborg har Børge Clausens signatur: Stines Gård, Kvægtorvet, rådhuset-byggeriet, Forskerparken, tilbygningen til Ørkildskolen (Byskolen), Vesterøn, Domea rækkehusene på Magnavej, Svendborg Badeland, Svendborg Tekniske Gymnasium, AMU-skolen m.fl. Hertil kommer en række restaureringsopgaver, bl.a. af flere kirker.

Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2018.

Gå til toppen