Danmarks første elektrificerede færgefart?
Svendborgsund er kendt for sin store landskabelige skønhed og stolte søfartstraditioner. Men hvad de færreste nok kender, er den boblende entreprenør ånd, der også har været på egnen. Muligvis på grund af den vide udsigt, langfarten bragte med sig.
I denne lille artikel vil vi omtale transporten til/fra Thurø før dæmningen kom i 1934.
Som øboer har man naturligvis haft behov for transportmulighed for både stort og småt, samt mulighed for at komme til markedet i ”storbyen” Svendborg. Det blev i starten klaret med private sejl- og rojoller. Større husdyr som kvæg og heste, blev drevet over Skårupøre Sund, hvor der er meget lavvandet fra den nuværende Mejerihavn og over. Der går en revle næsten hele vejen, så dyrene kun skulle svømme meget kort.
Da dampmaskinen blev en mulighed for fremdrift i mindre skibe, begyndte mindre dampdrevne færger og postbåde at starte daglig drift mellem Svendborg og diverse landinger i Sundet. Hvis vi nøjes med at omtale Thurø, kan følgende landinger nævnes: Ladegårdslandingen (nuværende navn Mejerihavn), Præstelandingen, Skipperlandingen. Desuden var der også på Grasten, ved Gambøt og Blåby mulighed for at komme med. Hvad angår Blåby, var der en lille krølle på historien. I en periode blev der samarbejdet med færgen, der gik fra Rudkøbing til Svendborg. Eventuelle passagerer blev i robåd bragt fra Blåby og til og fra færgen, når den passerede.
I starten af 1900-tallet fik murermester J. Larsen, Thurø, den fremsynede ide, at starte en trækfærge fra Bjørnemoseløkken (Fyn) til Nordodden (Thurø). Så i 1908 skrev Larsen en bygningskontrakt med skibsbygger N.A. Nielsen, Thurø, om at bygge en 44 fod lang, 16 fod bred pramlignende færge efter murermester Larsens egne tegninger. 4 mdr. og 4100 kr fattigere havde murermesteren sin trækfærge.
I starten blev færgen trukket af et håndspil, hvorigennem man trak i en kæde, der lå på havbunden (fra 1910 eller1911 blev det en wire).
Håndspillet blev snart skiftet ud med en motordrevet spil (år 1909). Men i 1911 blev motoren skiftet om til en elmotor, sandsynligvis i forbindelse med elektricitetens fremmarch. I starten blev den nye energiform leveret fra Bjørnemose via ledninger på høje master over Sundet. Færgen fik sin el fra disse ledninger.
Og her er det, vi må hejse flaget for den gode familie Larsen. Vi har ikke været i stand til at finde færgeoverfarter, drevet af elektricitet før denne dato. Og nu er man i gang med at ændre driften af færgerne til el over hele linjen, så familien Larsen må siges at have været fremsynet.
Elfærgen var i drift indtil dæmningen blev bygget i 1934.
Som punktum for historien kan følgende rygte videreformidles. Når man kører over dæmningen til Thurø, kan man undres over, man ikke genbrugte de to moler, der allerede var til færgerne. Men det antydes at Larsen ikke ville sælge grundene til Kommunen, som derfor var nødt til at bygge, hvor dæmningen nu er. Under alle omstændigheder har familien Larsen nok ikke været glad for dæmningen, der ødelagde deres færgeforretning.
Dæmningen stoppede ikke færgefarten til Thurø. Først da rutebilerne i 1950´erne for alvor overtog passagertransporten, ændrede småfærgerne driften fra helårs- til sommerdrift og nok mere til turisterne.
Færgen blev ifølge familiens fortælling solgt til Ring Andersen, der benyttede prammen til at transportere træ over til værftet. Prisen var 500 kr.
Andre overleveringer beretter, at færgen blev solgt til Svendborg Kommune for 1000 kr, og derefter brugt til ramslag
Jan Sommer, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2021