Svendborgsundbroen blev åbnet den 18. november 1966, og det var den daværende tronfølger, Margrethe, der klippede snoren. Hertil kom store ord om et epokegørende trafikalt fremskridt til gavn for Fyn og Tåsinge - såvel økonomisk som kulturelt.
Ved 50-års jubilæet i 2016 havde Svendborg Byhistoriske Arkiv arrangeret en udstilling på Tåsingeskolen. På plancher fortalte bl.a. en række personer om tiden før og efter broen.
Skoleeleven
Maja Vedsø er opvokset i Vindeby, hvor hendes far, Niels Thomsen, i 40 år var ansat som skipper på overfarten til Svendborg.
Maja Vedsø tog færgen som skoleelev. Privat foto.
”For os skolepiger var det hyggeligt at sejle til skolen i Svendborg. Vi fik snakket og hygget og havde styr på, om vi havde det godt. Mange kom cyklende fra flere steder på Tåsinge og gik i forskellige skoler i Svendborg. ”
Maja Vedsø gik på Svendborg Statsgymnasium fra hun var 11 år og begyndte i 1. mellem.
”Vist var det hyggeligt med færgen, men vi skulle huske at forlade et bal, inden den sidste færge sejlede”, husker hun.
Med åbningen af broen var det slut med hyggen på færgen, og det med at følges ad holdt op.
Niels Thomsen var 66 år, da færgerne holdt inde, og det var han utroligt ked af, husker datteren.
Hun boede da i Tved, og da broen endeligt åbnede, kørte hun over med en flaske snaps til faderen, der blev glad for tanken bag.
Niels Thomsen var ikke klar til at gå på pension, og en sommer var han styrmand på "Pinen" og "Plagen" på Mors ligesom flere andre fra Vindeby-overfarten. Niels Thomsen sejlede derefter et par år med en Svendborg-coaster.
”For alle de yngre på overfarten var det i begyndelsen forfærdeligt, at broen kom, men de fleste fik efterhånden andet arbejde. De var utroligt glade for at arbejde på færgerne, og der var et godt sammenhold.”
Niels Thomsen kendte Gud og hver mand, og det var ham, der kunne anbefale datteren og svigersønnen gode, solide Tåsinge håndværkere, da parret byggede hus i Tved. Thomsen kendte dem jo.
Brobyggeren
Hjemvendt fra soldatertjenesten i Odense henvendte Niels Arne Karlsen sig på pladsen, hvor bygningen af broen var i fuld gang. Det var i april 1964, og han fik straks job hos "Monberg og Thorsen" som jernbinder og blev i brobyggeriet på fynssiden til august 1965, da han gik i lære som tømrer.
Niels Arne Karlsen, Ollerup, 72 år. Foto: Gudrun Fussing.
Da han begyndte, var der bygget to brofag ud i vandet.
”Jeg havde ingen forudsætninger – jeg var jo bare en bondekarl”, fortæller Niels Arne Karlsen, men han faldt hurtigt til.
Jobbet bestod i at hæfte jernet til armeringen til sænkekasser og brofagene.
”Vi arbejdede fra kl. 6 morgen og mange gange til kl. 18 – og til tider også derefter.”
”Det er den bedste arbejdsplads, jeg nogensinde har haft. Der var orden i tingene. Vi blev behandlet godt, og der var også justits. Mødte en mand op med bare én øl, blev han fyret. Der blev kun drukket sodavand. Færdedes nogen uden sikkerhedshjelm, blev vedkommende bortvist.”
Timelønnen var helt i top: 17-20 kr. i timen og mere ved overarbejde. I alt tjente han 40.000 kr. efter mere end et år, hvor han var med til at bygge broen – en helt uhyrlig stor sum for 50 år siden. Hans svigerfar sagde, det var løgn – "så meget tjener en ufaglært ikke."
Det blev smalhals, da han gik i tømrerlære – og pengene fra broen var ikke gemt.
Niels Arne Karlsen svarer følgende på spørgsmålet, om han er stolt over at have været med til at bygge broen:
”Da min datter gik i 1. klasse, talte de en dag om broen i skolen – og hun udbrød: Den bro har min far bygget. Hun holdt fast, da det blev indvendt, at andre vel også havde været med: Nej, det er min far, der har bygget den.”
Forretningsmanden
Svend Aage Jessen og hans hustru købte allerede før broen stod færdig en grund i udstykningen i vest for Braten Skov. Arealet var ejet af husmand og sognerådsmedlem Anthon Madsen, som tidligt sagde til Jessen: ”Du skal købe en grund her.” ”Det gjorde jeg for 20.000 kr. Madsen ville have, jeg skulle købe fem, men det turde jeg dog ikke”, fortæller Svend Aage Jessen.
Svend Aage Jessen foran sin forretning. Foto: Roland Petersen, FAA.
Han var på det tidspunkt bestyrer af drengeafdelingen hos Martin Bank i Møllergade og mente ikke lige, at han kunne stampe 100.000 kr. op. Lige så snart broen åbnede, byggede parret et hus på Kamillevej.
De boede før da i Svendborg, men havde nogle år forinden bopæl i Troense. Jessen betegner det som noget værre bøvl med den færge, som sommetider slet ikke sejlede, f.eks. hvis det var tåget. Det var hurra, hurra, da broen kom.
Jessen fortæller, at Svendborg med ét blev en anden by efter broåbningen, bl.a. steg antallet af biler i byen lige pludselig. Han tør dog ikke vurdere, om byens forretninger kunne mærke det på omsætningen.
Campingpladsejeren
Steen Jørgensen, Carlsberg Camping på Sundbrovej, kan ikke overvurdere betydningen af broen. Hans far, Palle Jørgensen, grundlagde campingpladsen i 1963 og havde mellem 4000 og 7000 overnatninger. Det første år efter broen, 1967, var tallet oppe på 20.000, og kurven steg og steg.
Steen Jørgensen foran Carlsberg Camping på Sundbrovej. Foto: Hans Sturesson, FAA.
”Det var helt vildt. Dengang kom folk i telte, og de fik lov til at slå det op på en mark med græsfrø. Campinggæster gav jo flere penge end græsfrø”, husker Steen Jørgensen.
Han gik i 1. klasse på Sundhøjskolen ved broåbningen og stod i første række sammen med sine klassekammerater, da Tronfølgeren klippede snoren den 18. november 1966.
Langelands- og Siøbroen kom først, og Steen Jørgensen husker de kilometerlange køer, når der var skiftedag.
”Der holdt biler, som ventede på færgen i Vindeby, og køen gik ofte langt forbi vores indkørsel”, fortæller han.
Landmænd
Jens Højte Jensen: ”Broen var en revolution. Før skulle vi have foderstoffer over med vognmand, og kornet blev også hentet af lastbiler. Efterhånden som gårdene fik større og større traktorer, kunne bønderne selv klare den transport. Det var en stor lettelse, og det nedsatte også udgifterne, når de selv kunne komme til foderstoffen i Svendborg.”
Jens Højte Jensen. Foto: Jørn Outzen, FAA.
Niels Højte Hansen, Lille Tvedegaard, var fem år, da anlægsarbejdet til broerne begyndte. Han så undrende til, at store maskiner begyndte at grave i faderens jord for at bygge en vej. Det betød, at gårdens jord blev splittet ad, hvilket igen havde til følge, at faderen satte køerne ud, da det ikke var muligt at få tillægsjord. I stedet satte faderen høns ind, og da Niels Højte Hansen overtog gården, begyndte han på svineavl, der ikke kræver så meget jord som køer.
Niels Højte Hansen ved Brugsen i Bjerreby, 1989. Foto: Roland Petersen, FAA.
Inden Svendborgsundbroen stod klar, oplevede han lange bilkøer for at komme med en af de fem færger fra Vindeby til Tåsinge.
I dag oplever han det stadig større trafikpres på rute 9, hvilket betyder, at hans traktorer og maskiner må holde og vente ofte i lang tid for at kommer over til markerne på den anden side. Niels Højte Hansen siger, at trafikken i de senere år er steget med 30-35 procent. Det ene store lastvognstog efter det andet kommer i lange baner, siger han.
Bjarne Gregersen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2016/2025
