"Vi lever i en forhastet tid, en stor tid ganske vist, og en tid med mange opfindelser. Men vi mennesker bliver mere og mere nervøse og forjagede i den. Det eneste man snart tænker på, er at komme så hurtigt frem som muligt. Derfor er det ikke så underligt, at der sker flere og flere ulykker for hvert år der går" Citatet her stammer fra overdirektør Sophus Falck (Grundlæggeren af Falck), der i 1924 fortalte om sine første Falck-stationer i Borgerforeningens festsal.
Interessant er det jo, at citatet kunne være taget ud af gårsdagens avis, men det viser også med alt tydelighed, at vi de sidste 100 år ikke har ændret på vores trafikvaner. Det gælder stadig om at komme hurtigt frem, men hertil skal det dog fremhæves, at der i 2006 ikke har været så få dræbte i trafikken, siden bilismens barndom.
De fleste forbinder dog trafikulykkerne på landevejen mellem Odense og Svendborg - Rute A9 - med det store antal dødsulykker, som fandt sted i 1980'erne og frem til midten af 1990'erne, hvorefter der i 1995 blev etableret en række trafikregulerende tiltag, som igen nedsatte antallet af ulykker. Der har dog været trafikulykker på landevejene meget tidligere, og i 1906 kom den første statistik for antallet af ulykker - Statistikken er på landsplan, og der findes ingen statistik over, hvordan ulykkerne fordelte sig på de enkelte veje. I 1906 var der 2.144 ulykker, hvoraf 1.454 medførte sårede og 143 blev dræbt. De 95 af dødsulykkerne var forårsaget af hestevogne, mens jernbanen havde 28 dræbte og ingen blev slået ihjel af biler. (Jørgen Buckhardt og Mette Schønberg: Lige ud af landevejen, 2006, s. 234)
Trafikulykker var dermed langt fra et nyt fænomen, og faktisk blev der allerede i slutningen af 1700-tallet lavet en vejforordning, som indeholdt et normsæt til brug for de vejfarendes køretøjer. En central del af forordningen var indførslen af højrekørsel, og vigepligten efter køretøjers luksuriøse rangorden, hvilket skulle gøre det lettere at orientere sig i trafikken og dermed undgå ulykker. Derudover kunne de enkelte amter lave tilføjelser til færdselsregulativerne, og her var det meget almindeligt at forbyde kapridning og kapkørsel på vejene, hvilket også var tilfældet i Svendborg.
I en sag fra 1887 blev Fisker Niels Larsen fra Svendborg dømt for at have udvist uforsigtigt kørsel med sin hestevogn på landevejene fra Svendborg. Fra Statsrettens dom fremgik det: "at Hesten skummede af Sved, og at han af al Magt har slaaet med Pidsken hen ad Hestens Sider".(Jørgen Buckhardt og Mette Schønberg: Lige ud af landevejen, 2006, s. 61)
I starten af det 20 århundrede steg trafikken på landevejene i Danmark kraftigt, og dermed steg også antallet af ulykker, og det var især bilisterne som forårsagede flere og flere ulykker. En væsentlig forklaring var, at bilerne kunne køre hurtigere end tidligere, samtidigt var vejene i Danmark ikke fulgt med udviklingen, og var i det store hele uegnet til biler. Selvom vejene efterfølgende blev forbedret og gjort mere sikre, forblev antallet af ulykker med at stige og efterhånden blev folk så vante til de mange ulykker, at aviserne udelukkende gav de meget alvorlige ulykker spalteplads.
De tre følgende beskrivelser af ulykker på Rute A9 beskriver på glimrende vis, hvad der var væsentlige problemer med trafikken på landevejene. Det var særligt den blandede trafik af biler, gående og cyklende som gav alvorlige personskader, og de dårlige oversigtforhold på vejene som var den egentlig årsag til ulykkerne. Svendborg Amtstidende beskrev meget udførligt denne ulykke fra 1926, hvor en lille pige omkom:
"I gaar Eftermiddag er der paa Odense Landevej sket en sørgelig ulykke, som desværre har kostet en lille pige livet. Ved 4½ tiden kom Folmer Møllers Hustru spadserende med sin lille 3½ Aar Gamle Datter, Inger, på landevejen ved Sørup Privatskole. Den lille pige var gaaet over paa den modsatte side af Landevejen for at se på nogle Gedekid paa Marken. Pludselig kommer en Bil kørende med god Fart ned ad Bakken, der findes paa dette sted, og Moderen raabte over til sin lille Pige, at hun skulle blive, hvor hun var. Den lille Inger løb alligevel frem for at komme over til Moderen, og hun naaede ikke over Vejen før Bilen ramte hende, og slyngede hende hen ad vejen." Svendborg Amtstidende, d. 5. juni 1926)
Beskrivelsen af ulykken er ret detaljeret og indeholder ligeledes en beskrivelse af pigens kvæstelser, mens bilens chauffør bliver nævnt med navn, og at han i øvrigt var uforskyldt i den tragiske hændelse. Den anden ulykke i Svendborg Amtstidende forekom næsten 20 år efter, men beskrivelserne af ulykken er stadig meget udførlige. Her bliver to drenge på cykel dræbt af en engelsk militærvogn, og det er særlig interessant, at avisen lægger meget stor vægt på de dårlige oversigtsforhold på vejen.
"Ivan kørte Cyklen, og Erik sad paa stangen paa en sadel, der var fastgjort der. De kørte ud mod Hovedvejen, og det var deres Agt at skraa over denne og komme over paa Cyklestien paa den modsatte side, og derefter dreje til venstre imod Slæbæk. Men netop paa dette Sted, hvor Sidevejen drejer ud mod Hovedvejen, er det meget vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at se, om der kommer nogen kørende paa Hovedlandevejen, og for den der kommer kørende her, er det lige saa vanskeligt at se, om der kommer nogen fra sidevejen. Der vokser nemlig en meget kraftig hæk paa dette Hjørne.... I det Øjeblik, Drengene svingede ud fra Sidevejen og vilde fortsætte over mod Cyklestien, kom Hilton kørende, og det var umuligt at undgaa et Sammenstød. Det hele skete saa hurtigt, at ingen af Parterne har været klar over noget, før Ulykken var sket. Bilen ramte Drengene med højre Forskærm og højre Halvdel af Motorhjælpen, og de blev slynget ca. 20 Meter hen ad Landevejen eller maaske ført med paa Bilen....Cyklen blev slæbt med under Bilen et Stykke, saa den kradsede Landevejen op. Den var fuldstændig sammenkrøllet, da man halede den frem under Bilen."
Disse to ulykker var meget typiske for mange ulykker på landevejen, hvor den blandede trafik af fodgængere og cyklister kombineret med hurtigere biler og dårlige oversigtsforhold, skabte mange farlige situationer, og i sidste ende mange ulykker. Det var selvfølgelig også mange ulykker, hvor der udelukkende var biler impliceret, som eksempelvis en ulykke ved Donghøjrup i 1949, hvor Amtsrådsmedlem og Gårdejer Aksel Nielsens hustru blev dræbt. Chaufføren i den forulykkede bil var øjensynligt blevet overrasket over en modkørende bil, og var efterfølgende kommet til at trække så langt til højre for at undgå en kollision, at han ramte en holdende lastbil.
"Hvorledes Ulykken er sket er endnu ikke helt opklaret, men efter hvad der hidtil er blevet oplyst, er Gaardejer Nielsen i Skumringen blevet blændet af den modgaaende Vogn og har derved ikke set en Rudkøbinglastvogn, som var parkeret i Vejens højre side, vistnok uden at have Parkeringslygterne tændt. Med ca. 45 km.s Fart kørte Personbilen ind i Lastbilen, og ved Paakørslen blev Personbilen stærkt beskadiget. Fru Nielsen paadrog sig aabent Kraniebrud, Gaardejer Lange fik en Hjernerydstelse og Snitsaar i Ansigtet, og Hans Hustru blev lettere saaret af Glassplinter, medens Gaardejer Nielsen slap næsten uskadt fra Ulykken."
Trafikulykker på Rute A9 er altså langt fra et nyt fænomen, men har eksisteret så længe, der har været trafik på vejen og der er næppe nogen tvivl om, at der stadig vil være trafikulykker både på Rute A9 og på den kommende motorvej, hvis Sophus Falck i øvrigt har ret i sin antagelse at vi lever i en forhastet tidsalder.