Tiden efter nederlaget i 1864 var for en stor del præget af mismod og frygt for Danmarks fremtid. Men der var også mange, der så nødvendigheden af at bygge op og vinde indad, hvad udad tabtes.
Således blev der i disse år rundt om i landet oprettet flere højskoler, først og fremmest under påvirkning af Grundtvig, men også af den kendte skolemand Christen Kold. Han havde selv oprettet en højskole i Dalby ved Kerteminde, der i 1862 var flyttet til Dalum ved Odense. Herefter voksede den så eksplosivt, at Kold blev helt betænkelig, for, som han sagde i en samtale med Christen Hansen, Rosagergård i Vejstrup: Jeg kan jo ikke lære hver enkelt at kende, som jeg kunne før.
Christen Hansen fik nu den tanke, at tiden måtte være inde til at oprette endnu en højskole på Fyn, der kan gå hånd i hånd med Kolds. Han talte med sine venner derom, og man enedes om at henvende sig til en ung teolog, C.M. Kragballe, der af biskop Martensen var nægtet præstevielse på grund af en provokerende udtalelse om folkekirken. Og han var villig til at påtage sig opgaven som forstander for den påtænkte skole.
Under stor deltagelse fra bønder og håndværkere på egnen blev der nu opført en højskole på en grund, som Christen Hansen havde givet dertil, og den 7. november 1867 kunne skolen åbnes - med 11 unge karle - et antal, der dog i løbet af vinteren steg til 25. I indbydelsen, som blev udsendt i maj 1867, hedder det bl.a. at skolen vil se at oplyse ungdommen til selvstændigt at handle og tage del som danske statsborgere i et frit land ...Den skal bestandig være og forblive til oplysningens fremme og til, hvad der til enhver tid kan tjene folk og fædreland. Kragballe forlod imidlertid stillingen efter kort tid og afløstes af en sønderjysk fripræst L.B. Poulsen, der var blevet afsat fra en stilling som præst i sit hjemland, da han havde nægtet at aflægge ed til den nu tyske stat.
Det var imidlertid først i 1869 - med den unge lærer Jens Lund som forstander - at højskolens fremtid blev sikret. Han var den fødte pædagog, og han blev hurtigt kendt som en åndens og ordets tjener, en myndig og karakterfast skikkelse, der turde sætte alt ind for den sag, som havde vundet hans hjerte. Som han selv sagde: Det er ikke givet mig at tale med honning i den ene mundvig og sirup i den anden.
Det varede da heller ikke længe, før den unge forstander var inddraget i politik som en ivrig tilhænger af venstremanden Christen Bergs oprør mod Estrups og højrepartiets magtmisbrug. Han undgik dog enhver politisk påvirkning over for sine elever. Det er sagt om ham, at han næsten aldrig talte direkte, men indirekte, så eleverne fik mulighed for at bruge fantasien og drage deres egne slutninger.
Den nærmeste og nok bedste medhjælper havde Jens Lund i sin højt begavede hustru Sofie f. Laurent. Hun var præstedatter og af fransk æt. Hun var ikke mindre selvstændig og fast i sin overbevisning end sin mand, og hun var altid rede til at følge ham, selv hvor det kunne være risikabelt og kræve ofre. Som lærer ved skolen læste hun danske digterværker og holdt foredrag for eleverne om det danske folks historie.
Sofie Lund blev mor til 13 børn, hvoraf fire døde som små. De ni overlevende børn blev undervist i hjemmet, og Sofie Lund ville gerne lære dem at holde af alt det, som hun selv var glad for. Efter nogen tids pinefuld sygdom døde Sofie Lund i 1909.
Jens Lund fortsatte som leder af højskolen, indtil 1912, hvor han overdrog den til Thøger Dissing, som havde været lærer ved skolen i 24 år. Han vedblev dog at holde foredrag, både for højskolens elever og ved forskellige møder, til kort før sin død i 1922.
Thøger Dissing var født i Erslev på Mors i 1864 som søn af en husmand og havde uddannet sig til højskolelærer på Askov Højskole. Han var en grundig og solid højskolemand med historisk sans og stærk interesse for andelssagen og Grundtvigs skoletanker.
Hans efterfølger, Peder Bukh, har givet ham følgende udsagn: Dissing var arbejdsom indtil det utrolige og energisk tillige. Hans viden var både dybtgående og omfattende, og han var mere grundig og tjenstvillig end de fleste.
Dissing kom imidlertid aldrig i forreste linje blandt højskolefolk og tog ikke del i mere principielle drøftelser. Men der stod respekt om ham blandt kolleger, som da også i høj grad udnyttede hans tjenersind og usædvanlige arbejdsevne.
Alligevel måtte Thøger Dissing opleve, at Vejstrup Højskole i løbet af en vanskelig periode i 1920'erne gik tilbage. I 1927 solgte han den til højskolelærer Peder Bukh, Ollerup, som forsøgte at føre skolen videre, tilligemed at der oprettedes et efterskolehold. Men da elevtilgangen efter tre år stadig var nedadgående, måtte også han give op, i erkendelse af, at der ikke længere var grundlag for at opretholde en højskole i Vejstrup.
Thøger Dissing døde den 5. december 1938, 74 år gammel. - Peder Bukh tiltrådte en stilling i Ål ved Vinderup.
Efter 1931 har skolen været drevet som skole for 14-18-årige under navnet Vejstrup Ungdomsskole, og som sådan eksisterer den stadig.
Litteratur:
Holger Begtrup: Det danske Folks Historie i det 19. Aarhundrede, IV - s. 157-164, Gyldendalske Boghandel 1914
Medlemsskrift for Vejstrup Højskoles Elevforening 1917, s. 3-45 og 66-76
Den danske Folkehøjskole gennem 100 Aar, red. Ernst J. Borup og Fred. Nørgaard (s. 242 - 245)
Skandinavisk Bogforlag - Odense 1939
Vejstrup Bogen - Jubilæumsskrift 1868 - 1968
Af Selma Mouritsen, Vejstrup 2007