Om Skårup Statsseminarium, som det hed helt hen til for få år siden, har der været skrevet en hel del. Mest om de kendte personer der startede det hele, og forskellige lærere som blev kendt rundt i landet. Disse personer skal der ikke skrives om her, men derimod lidt om dem der var flest af, nemlig eleverne. Når mange unge mennesker er samlet på et sted, plejer det ikke at være kedeligt, og det var det heller ikke på seminariet og i byen, dengang de fleste boede i Skårup og nærmeste omegn.
Det fortælles endda, at dem der boede udenfor byen bedre passede deres lektier, da der ikke var så mange forstyrrelser. Der var altid nogen der kunne finde på sjov eller små drillerier, men det var selvfølgelig andre ting man morede sig over for mange år siden. Historien her fortæller noget om dagligliv i Skårup for 150 år siden blandt seminarister, dengang hed det ikke lærerstuderende. Erindringerne er skrevet af lærer A. Lasthein i 1905 og lyder sådan:
[i]18 år gammel indstillede jeg mig til optagelse på seminariet i Skårup den 19. juni 1838. Jeg bestod prøven, hvad der måtte være et slumptræf. Vi var over 70 aspiranter, og kun 32 optoges. Hjemmefra blev jeg forsynet med 12skp. rug, 4 skp. gryn, en fjerding smør og en ordentlig skinke, thi så meget skulle enhver seminarist levere til den værtinde, man blev indlogeret hos for et år, og så fik vi den omtrentlige kost, dog undtaget te, kaffe, sukker, hvedebrød og kød til fersk suppe. Om middagen fik vi som oftest mælk og grød eller grød og mælk, og som eftermad flæsk og brød, sjældent en kartoffel. Øl brugte vi ikke det var luksus, og jeg havde ingen attrå derefter. Vi var i reglen to om en stue. I kontante penge for stue og rengøring betalte hver 48 kr. om året, medregnet for mælk. I mit 2-årige ophold på seminariet forbrugte jeg foruden de nævnte naturalier, ca. 600 kr. deri indbefattet for bøger 40 kr. årligt til seminariet og 6 kr. til en antaget læge.[/i]
Lasthein fik sig selvfølgelig også en god studiekammerat der hed C. Jagd, han fandt på mange finurligheder og Lasthein fortæller videre:
I en juleferie havde jeg været i mit fødehjem og medbragte til Skårup en temmelig stor sylt. Gode venner skulde smage den. Jagd var min gode ven. Vi læste Blichers noveller sammen i vore fritimer. Det var en vedtaget lov, at yngste klasses elever efter omgang skulde gå bud til lægen for syge kolleger. Jeg blev beordret til at gå til Svendborg for en sådan, og Jagd som vidste det, kunde også nok vide, at jeg først kunde være hjemme hen imod kl. 6-7 om aftenen. Han inviterede i min fraværelse i mit navn en halv snes kolleger til at komme hen i min stue for at smage sylten. Jagd agerede vært i min fraværelse, fremsatte sylten og bad dem ikke at forsmå det fremsatte. Ingen lod sig bede to gange. Sylten fortæredes. I det øjeblik alt var besørget efter Jagds plan, trådte jeg ind ad døren. Han modtog mig med de ord:"Ja min ven, nu kommer du for silde, var du bare kommet lidt før, skulde du have haft et stykke af sylten, thi det var en ypperlig sylt, nu er der intet" Jeg gjorde nogenlunde gode miner til slet spil af den grund, at der var intet andet at gøre. De var alle fornøjede med, at sylten var forsvundet undtaget jeg.
Lasthein fortæller videre i sine erindringer om sin ven C. Jagd:
Da dimissionseksamen i 1840 var forbi, tilkaldtes seminaristerne i den store klasse for at høre biskop Fabers afskedstale til os. Jagd mødte, men listede sig et øjeblik efter ud på gangen. Her samlede han alle vor kasketter og hatte i et stort klæde, som han havde medbragt, gik derpå med bylten om i byen ved en dam, hvor der stod et pæretræ, og naglede alle vore hovedbeklædninger fast på pæretræet, et søm gennem hver. Da biskoppen havde endt sin tale og var gået med lærerne op i en af deres stuer, skyndte vi os ud i forstuen. Kasketterne var borte, men det rygtedes snart, at Jagd havde taget dem. I skyndsomhed tog vi af sted til træet. Det var et pudsigt syn. Jagd gik roligt og arbejdede med at slå de sidste fast. Vredesudbrud agtede han ikke at høre.
I indledningen af denne historie skriver jeg, at de seminarister der boede tæt ved hinanden måske bedre passede deres sager, om det skriver en pensioneret lærer, der selv gik på seminariet i 1901: De, der boede inde i byen, var udsat for hyppige besøg af deres kammerater, som med deres lange velstoppede piber fyldte stuen med røg, hvorefter de forsvandt. Havde man derimod sit kvarter i Ø. Åby eller Vejstrup, fik man ikke så ofte besøg og kunde derfor bedre passe det, man skulde. En af de ting, som tog noget af tiden for dem, der boede nær sammen, var kortspillet.
Dermed kan man vel fastslå at de unge ikke var så meget anderledes for 100 år siden eller mere. Det var bare andre ting man morede sig med.
Som det fremgår, er artiklen skrevet af lærer A. Lasthein til Svendborg Avis i 1905.