Denne historie om seminariet er en fortsættelse af del 3, bare i nyere tid. Denne her gang handler det også lidt om elevernes morskab med hinanden, og om hvordan man boede, og spiste på pensionat, som der var mange af i Skårup.
Alle oplysninger stammer fra min mor, Stinne Sørensen, som nok var én af de sidste, der havde seminarister boende. Mine forældre købte Kirkebakken 5 i 1947 og udlejede fra starten tre værelser på loftet og et i en tilbygning. Loftværelserne var på 7-8 kvadratmeter, så der var "fin" plads til en seng, et skrivebord, et sofabord, en stol og en lille kakkelovn. Der kunne stå en sæk brændsel i skunken, og så var der fælles the-køkken. Der var husets fælles lokum i gården, i hvert fald de første år. I 1953 blev der lavet rigtig W.C. men stadig kun et for hele huset. Men vores seminarister skulle ikke gå udenom huset i dårligt vejr, de kunne bare gå igennem vores stue og køkken, så kunne de komme tørskoet i gården. For disse herligheder betalte man i starten ca. 18 kr. om måneden. Værelserne var meget attraktive, idet de lå lige over for seminariets hovedindgang.
Min bedstefar og bedstemor boede også i huset, og når det var vinter tændte bedstefar op i kakkelovnen på værelserne, så de stakkels seminarister ikke skulle komme hjem til et koldt værelse. Det var en service, der ikke var mange steder. Seminarister, der boede hos os blev altid betragtet næsten som et familiemedlem, og det har mine forældre høstet mange besøg af gennem årene.
Der var jo næsten ingen, der havde råd til at rejse hjem, andet end nogle få gange om året, så dermed kom man virkelig til at kende mange. Eleverne var jo næsten altid i byen og mange spillede fodbold eller havde hold i gymnastik om aftenen.
Der havde selvfølgelig været pensionater i Skårup gennem flere år, men omkrig 1949 var der nogle studerende, der foreslog min mor og bedstemor at starte et pensionat. Det gjorde de så, for min bedstemor havde været kogekone, så det kunne de nemt klare, og der startede tre med at spise aftensmad for ca. 12 kr. om måneden. Pludselig var der 10-12 stykker til at spise i hvert fald to gange om dagen, og enkelte kom også og fik morgenmad. Alt dette spiseri foregik i vores dagligstue på ca. 18 kvadratmeter, men alle var godt tilfreds. Så der var altid liv og glade dage, især ved aftenspisningen. Nogen holdt nøje øje med klokken, for det kostede 25 øre at komme for sent til måltidet, eller hvis maden ikke var klar, skulle køkkenet betale 25 øre, for alle disse 25-ører blev der så købt øl til mortensaften.
Maden var almindelig hverdagsmad på det tidspunkt, og engang imellem stod den selvfølgelig på stegt flæsk og persillesovs. Der var engang én af de mandlige pensionærer, der fik sagt, at det kunne han ikke så godt tåle, men [i]du er da vel ikke syg sagde de andre[/i], og begyndte at pakke den [i]syge[/i] mand ind i tæpper og puder. Der var nemlig én der tidligere havde hørt ham sige at det var ikke lige hans livret, det der med flæsket. En anden gang da der var kommet en ny til, bildte de andre ham ind at man kun tog to pandekager når der var øllebrød og pandekager om lørdagen. Han sendte selvfølgelig fadet videre indtil han opdagede at her måtte man spise sig mæt, sådan var det nemlig ikke alle steder.
Når man gik på seminariet skete det selvfølgelig også, at nogen blev kærester, det var jo godt nok, men man gik i hvert fald ikke og kyssede og krammede på seminariet, det så ikke ordentlig ud mente forstanderen. Man var kun kærester til indkørslen. Der blev dog lempet på reglerne efterhånden op imod 60erne, da der var kommet en ny forstander. Værst var det selvfølgelig da et par engang skulle have et barn. De var nødt til at fortælle det til forstanderen, det var Th. Egebæk. Han så strengt på det, men da de lovede at gifte sig fik de lov at fortsætte på seminariet. Engang var det så uheldigt, at en lærerinde blev kæreste med en elev. Det måtte man skjule. Lærerinden var endda lidt ældre end eleven. Han boede hos os på kvistværelset med et trekantet klædeskab bygget ud over trappen. En aften ville den unge lærerinde i ly af mørket besøge sin kæreste på kvisten. Men uheldigvis havde nogen set noget for lidt senere var der to-tre gutter, der listede op til kvisten og bankede på, for de ville gerne spille et slag kort sagde de.
Tilsyneladende var der kun eleven, men gutterne havde mistanke, så de satte sig ned. Ganske rigtigt, efter et godt stykke tid bankede det på, nu kom det fra skabslågen, så nu måtte lærerinden lukkes ud til stor fornøjelse for gutterne. De to blev dog senere gift, og underviste på skolen og seminariet i mange år. Hertil har jeg med vilje kun brugt ét navn, nemlig Th. Egebæk (1930-1950)
Et andet navn jeg vil nævne er pedellen indtil ca. 1959. Han hed Hansen eller som mange sagde fanden satme Hansen. Han klarede ene mand alle pedelfunktioner på seminariet. Det var parken, det var service af enhver art, låse op kl. 7 præcis og lige så præcis låse kl. 22 hver eneste dag, samt køre brændsel fra tørveskuret og ned til det store fyr i kælderen.
Han var en mand man havde en vis respekt for, men var alligevel vellidt. Der var i hvert fald ingen, der forstyrrede ham i middagssøvnen, ikke engang forstanderen. Navnet fik han selvfølgelig for hans ordvalg når noget var helt galt. Nogle elever havde engang fået startet en vandkamp midt på dagen ud for Hansens lejlighed på seminariet. Pludselig stod Hansen i døren og råbte: Nu må vi fanden satme have ro, og det blev der. Ikke så meget det at der var vandkamp, men lige i middagsluren, det var det værste.
Det var også Hansen der sørgede for, at der altid var bestilt 100 flødekager for meget til kaffen når der var dimissionsfest. Det var nemlig til byens børn, som betaling for hjælpen med at hænge et par hundrede kulørte lamper op i hele parken. Traditionen var, at der blev drukket kaffe i gymnastiksalen først på aftenen, og imens blev alle disse lamper med fyrfadslys hængt op i træer og buske. Og så var der aftentur i parken og der kom mange fra hele byen. Ja, det var faktisk det meste af Skårups beboere, der skulle ud og gå tur denne aften.