Så er lokalhistorisk Forening på banen igen, sådan kan denne historie godt indledes. For det drejer sig nemlig om ridebanen, der var etableret langs det der lidt senere blev P. A. Wedelsvej, altså Skårups første af slagsen. Nu har Skårup en moderne rideskole på Oluf Ringsvej.
På Østergade 44, som hed Villa Dania, boede fru Vinther. Hun hed altid fru Vinther. Jeg tror ikke der var mange der kendte hende under andet navn, men hun hed Anna Margarita Jørgine Vinther. Ejendommen var med lidt jord til, udstykket fra gården, hvor nu biblioteket ligger. Gården brændte i 1888.
Denne fru Vinther har selvfølgelig været gift, men om hendes mand er død forholdsvis tidligt, eller de er skilt, kan jeg ikke finde svar på. På et eller andet tidspunkt flytter en god ven ind hos fruen. Det var Jens P. Pedersen. Kun kendt under navnet Ride-Pedersen. Navnet havde han ganske enkelt fordi han havde været ridelærer i Slagelse. Nogen mener, at han også havde været ved garderhusarerne. Pedersen var absolut med blødt d, for det sjællandske sprog glemte han aldrig. Billedet her er noget uskarpt, men er det eneste jeg har kunnet skaffe, hvor der rides. Billedet stammer fra Svendborg Avis den 2. september 1960, hvor avisen havde en samtale med Pedersen.
Artiklen følger her:
"Hosstående billede er fra sommerrideskolen i Skårup. Ejer og leder er ridelærer J.P. Pedersen. Billedet viser hesten i kort trav. Den rides af Bjarne Andersen, og stående uden nogen støtte af nogen art, Eva Nielsen. De er begge fra Skårup. J.P. Pedersen oplyser, at han de sidste par år har ryddet ca. 100 gamle frugttræer for at få en ridebane, og sidste år var den klar, så ridningen kunne begynde.
Har De mange elever? - Ja næsten for mange, da jeg kun har en hest, og jeg ønsker ikke flere, da jeg kun kan drive skolen om sommeren, men hvis nogle af mine elever vil fortsætte hele året, så har vi jo den store og gode rideskole i Svendborg. Når jeg har oprettet denne skole, er det ikke for at skabe en forretning, men det er min store lyst og glæde. Når man i mange år har dyrket og ledet den sport, kan man ikke undvære den, og i forbindelse hermed må jeg ikke undlade at tilføje følgende: Ved ridesporten opnår man ikke alene den store glæde at kunne ride en hest rigtig, men jeg har oplevet at der udvikler sig et rigt venskab og kammeratskab, som varer for hele livet, man får venner der ikke svigter i nødens stund. Jeg er og har altid været meget lykkelig ved arbejdet med mine elever og har derfra kun smukke minder, det samme gælder for mine elever her i Skårup, de er alle meget flinke, og de har på få timer opnået gode resultater. Der rides kun om aftenen, men disse aftener giver dagen en dejlig afslutning".
Hvem var så Pedersen?
Ja, det blev der ikke spurgt så meget om dengang. Han var bare en ældre venlig mand, som havde en enorm lyst og iver efter at lære især pigerne ridningens kunst på sin hest Sonnyboy. Jeg har spurgt et par af pigerne fra dengang, og de siger han var et meget særligt og givende menneske, som de har meget at takke for. Det var nemlig ikke kun de par timer om aftenen de kom der. Det kunne og så være om eftermiddagen, hvor de lærte en masse om heste og deres pasning.
Pigerne fortæller også, at der ved visse ridninger blev opsat en grammofon med stor tragt, så der ved bestemte ridninger blev spillet for eksempel musik af musik. Det var nemlig alle former for ridning, der blev øvet på. Blandt andet cirkusnumre som på første billede, og det med at springe af og på hesten, mens den var i let galop var nogen ret skrappe til. Ellers var det skoleridning og spring, jo det var en hest der kunne lidt af hvert. Alt det fik han selvfølgelig betaling for, 2 kr. pr gang fortæller de.
Men så skulle man heller ikke være medlem af en rideklub, for sådan en fandtes kun i Svendborg. Ej heller var der nok ikke noget med forsikringer og den slags. Dengang i 1960erne kom man vist ikke så meget til skade. Så var der tilskuerne. Der var ikke mange aftener uden nogen stod på markvejen langs banen for at se på, men det var så en af de gratis glæder vi andre havde.
Betalingen var nok en lille hjælp til lommepengene for uden at fornærme nogen kan jeg vist godt fortælle, at Pedersen foruden at købe føden til sin hest, også selv havde en lille last. Han havde nemlig en lille spånkurv som der hver dag skulle fyldes lidt i henne hos købmand Lehrmann i Østergade, og det var ikke mel og gryn der blev hentet. Det eneste, der kunne ophidse Pedersen var, hvis nogle unge mennesker piftede eller kørte på knallert frem og tilbage. Sidste gang eleverne så hesten var den 19. september 1964 hvor den blev kørt væk, og de fik aldrig af vide hvorhen, eller hvorfor.
Dermed var det slut med Skårups første rideskole. Jeg har imidlertid fundet ud af hvorfor det stoppede. På det tidspunkt solgte fru Vinther nemlig jorden til Hundstrup Huse i Åbyskov. P. A. Wedelsvej opstod og der blev bygget. Fru Vinther døde 8. juni 1966 og Pedersen flyttede tilbage til Sjælland. Dermed begyndte byggeriet på P. A. Wedelsvej og hele vejen rundt til præstegården, og sådan begyndte Skårup at vokse. Til slut et par billeder mere, dels af eleverne og et fra gårdspladsen i Østergade 44. Pedersen har uheldigvis ryggen til fotografen.
Pigerne er fra venstre: Mette Schmidt Nielsen, Eva Nielsen, Lene Henriksen, Bodil Faldgaard, Anne Marie Tønder og Grethe Skovmøller.