Valdemars Slot er beliggende på Tåsinge ca. 2 km sydvest for Troense på en tidl. halvø, der hed Tronøret.
Det var Christian IV, der i 1633 - 34 påbegyndte bygning af en lade på stedet. Der var på den tid en større gård(gods) på øen, nemlig "Kærstrup", der lå længere inde - ca. 2 km sydvest for det nuværende slot - og denne gårds ladebygning var faldet sammen. Dette omfattede gods tilhørte før reformationen Odensebispen, og det blev derfor efter 1536 inddraget under kronen. Det blev dog straks solgt videre, og efter adskillige ejere blev Ellen Marsvin - Christian IV `s svigermoder - dets ejer i 1623.
Ved skifte i marts 1630 overgik "Kærstrup" til datteren Kirstine Munk og dermed fik Christian IV ledelsen af godset. "Kærstrup" var efterhånden ret misligholdt og Christian IV besluttede sig til at bygge et nyt slot til hans og Kirstine Munks søn, den unge prins Valdemar (1622-1656). Ordren til, at de forberedende arbejder til byggeriet af en hovedbygning skulle gå i gang, blev givet i et brev dateret i slutningen af 1635. "Der skulle bygges teglovne og alle stenene fra "Kærstrup" skulle føres hen til det nye byggested". Sandsynligvis har det første Valdemars Slot først stået fuldt færdigbygget ved udgangen af 1645.
I løbet af 1640 havde Kirstine Munk overdraget Valdemars Slot til sønnen Valdemar Christian, men denne fik dog næppe selv noget at gøre med hverken slottet eller godset. Han opholdt sig næsten uafbrudt i udlandet og døde i Polen 1656. Efter hans død gik slottet atter tilbage til Kirstine Munk. Under krigen mod svenskerne (1657-1660) kom de svenske tropper i begyndelsen af februar 1658 over Tåsinge og videre til Langeland.
En lille styrke blev efterladt på øen, som derefter var besat af svenskerne indtil krigens afslutning. Nogle af soldaterne blev indkvarteret på Valdemars Slot, og det kom til at gå hårdt ud over den nye hovedbygning. En tid blev slotskapellet endog brugt som hestestald, og da svenskerne forlod øen, var slottet nærmest en ruin. Kirstine Munk døde i løbet af sommeren 1658 og ved bodelingen blev godset overdraget til datteren Hedevig, der dog først i løbet af 1661 har taget ophold på slottet.
På grund af svenskernes hærgen, både på slottet og blandt øens fæstebønder, stod det meget sløjt til med hendes økonomi. Allerede i løbet af 1662 havde hun været nødsaget til at pantsætte en meget stor del af både slottet og bøndergodset. Hun måtte til sidst i sommeren 1664 flygte derfra, idet hun sejlede fra øen midt om natten. Kronen og en del kreditorer tog hver sin del af de tilbageværende værdier, så ejerforholdene på øen var meget komplicerede.
Den del, der var i kronens besiddelse blev i 1678 skødet til søhelten Niels Juel, og dermed begyndte et nyt afsnit af øens historie. Hovedbygningen var allerede i 1662 kommet på andre hænder, og der havde endog været planer om at rive den ned, for at sælge materialerne. Dette skete heldigvis ikke. I 1678 hed ejeren Henrik Nielsen Holst, en københavnsk borger, som solgte slottet til Niels Juel. Niels Juel gik straks i gang med en meget betydningsfuld ombygning af hele slottet.
Der har senere været flere ombygninger og modernisering, men en del af den oprindelige hovedbygnings murværk findes endnu i det nuværende slot. Dets nuværende udseende fik slottet endnu en omfattende restaurering i slutningen af 1800-tallet.
Efter at hovedbygningen igen havde stået ubeboet i de første årtier af det forrige århundrede blev dens indre moderniseret og afdøde lensbaron Carl Iuel-Brockdorff (1905-1989) flyttede ind på slottet i 1931. I begyndelsen af 1970erne valgte man dog at flytte ind i en nyopført villa i enden af parken. Hans søn baron Niels Iuel-Brockdorff (f. 1938) blev i 1971 medejer og overtog hele godset efter faderens død 1989.
Niels Iuel-Brockdorffs datter Caroline Iuel-Brockdorff, gift Fleming og hendes mand Rory David Fleming er i dag ejere af Valdemars Slot.
Kilder:
Tåsinge Museumslaug : Tåsinge Årbog 1990
Henrik M. Jansen: Valdemars Slot, Svendborg 1988