VOLDSTEDET
består af en naturlig bakkeknude, der af 5 grave er delt op i 5 banker. Den sydligste banke er den største. Her har hovedbygningerne været opført i munkesten, omgivet af en ringmur af samme materiale. På de andre banker har der ligget økonomibygninger, stalde, lader og lignende bygget dels af tegl, og dels af træ. I dag er der kun synlige ruiner i form af fundament- og syldsten samt brolægning på hovedbanken. Hele borgkomplekset omfatter ca. 25.000 m2 eller ca. 5 tønder land.
DATERINGEN
Meget tyder på, at stedet har været brugt som tilflugtsborg allerede i yngre stenalder. Men den borg, vi ser resterne af, er påbegyndt i 2. halvdel af 1100-tallet. Bygherren er ganske givet Valdemar den Store (1157-1181), og det er i hans regeringstid, at teglbrændingen indføres. En stor, velbevaret ovn med tre indfyringskanaler er fundet øst for Nyborgvej. I løbet af middelalderen udbygges borgkomplekset i flere omgange, således at det i dag fremstår som Danmarks største voldsted.
Oprindelig er borgen tænkt som værn mod sydfra kommende fjender, nemlig vender/slaver samt tyskerne - og så har kong Valdemar og hans efterkommere ganske givet ønsket at have et sikkert tilholdssted i tilfælde af nye blodige borgerkrige i Danmark.
Vor viden om Ørkildborgens historie er ringe, da få skriftlige kilder er bevaret, men fra 1400-tallet har Odense-bispen borgen som len fra kongen. Og herfra har bispen udnyttet stedets strategiske placering og tiltaget sig en del af den givtige Østersø-handel, som burde gå over Svendborg Akseltorv. I ly af borgen opstod et rigt lille samfund bestående af bl.a. 20 købmandsgårde, og fra 1413, og mange andre gange, hedder det om disse, "at de brugte ulovlige havne og sejlads" til stor skade for købstadens beboere og selv udførte, hvad de havde at sælge for rede penge til de tyske stæder i stedet for, "som de af Arilds tid plejer, at føre det til deres rette Akseltorv Svendborg". Tilmed drog de om i landet og gjorde borgerne forkøb ved at opkøbe øksne, køer, korn, honning, smør og andre handelsvarer hos bønderne. De besørgede eksporten på deres egne fartøjer og vendte siden tilbage og drev landprang med de varer, de havde tilbyttet sig. Og disse ulovligheder fandt sted med Odense-bispernes viden og under deres beskyttelse. Kongemagten kunne tilsyneladende ikke håndhæve loven i denne forbindelse.
BORGEN
blev erobret og nedbrændt i juli 1534 under den blodige borgerkrig Grevens Fejde af Svendborg købstads borgere med borgmester Hans Skriver i spidsen. Den blev totalt ødelagt. Også stiftets arkiv blev flammernes bytte. Siden er næsten alle spor af bygninger forsvundet, fordi man anvendte ruinerne som stenbrud, hvorfra man hente byggematerialer til bl.a. Thurø kirke, da Ellen Marsvin byggede den, og til nye huse i Svendborg.
UDGRAVNINGER
I 1885-87 og i 1941 blev der med tilladelse fra Nationalmuseet foretaget udgravninger på voldstedet. Desværre findes der intet nedskrevet om disse ret omfattende undersøgelser. Siden 1978 har Svendborg & Omegns Museum foretaget flere arkæologiske undersøgelser og påvist, at der under grønsværen skjuler sig rester af træ- og stenkonstruktioner, ikke alene på hovedbanken, men også i de tørre voldgrave og på de mindre banker.