Sydfyn havde under hele besættelsen relativ ringe betydning som militært område. Her var ikke nær så mange tyske soldater, som det var tilfældet andre steder i landet. Tyskerne havde ingen vigtige militære forbindelseslinier, der som i Jylland indbød til sabotage. På den baggrund er det glædeligt at kunne notere sig, at i Svendborg markerede en modstandsbevægelse sin effektivitet fra sommeren 1943.
Ved Frihedsrådets oprettelse i august 1943 fik modstandsbevægelsen en fast form og nøje afstukne retningslinier for det illegale arbejde. De første grupper blev dannet af lærer Christian Stærmose og guldsmed Per Kraiberg Petersen. På samme tid samlede kaptajn Steensgaard uafhængig af førstnævnte en ikke ringe styrke specielt beregnet til sikring af danske lokaliteter i tilfælde af invasion eller tysk tilbagetrækning. Kommunisterne udgjorde en tredje gruppe, der gennem maskinarbejder Niels Jensen havde kontakt med Stærmose. Endelig tog en fjerde gruppe sig især af bladarbejde under ledelse af Svend Jacobsen, Elis Hansen, Erik Hansen og Poul Righolt.
Med så mange uafhængige grupper var det nødvendigt med en fælles byledelse til at samle trådene - men det tog tid. Først i foråret 1944 var byledelsen, der kom til at bestå af Bent Poulsen, Chr. Stærmose, Niels Jensen og kaptajnløjtnant K. A. Krarup som militær rådgiver, en kendsgerning.
Desværre lykkedes det få måneder senere Gestapo at optrævle byledelsen: Niels Jensen, Bent Poulsen og Chr. Stærmose kom via Frøslev til koncentrationslejren Neuengamme. Derefter var modstandsbevægelsens arbejde i lang tid lammet.
I Svendborg opstod ud over de allerede nævnte nok en illegal organisation, som skulle vise sig at være såre handlekraftig. Trods det noget uheldige navn - U.S.P. - Undergrundens Sikkerheds Politi - kom det snart til at danne forbillede for lignende organisationer i andre byer, om end de her grundet den sene oprettelse ikke kom til at virke med samme effektivitet.
U.S.P’s ophavsmand var papirhandler Troels Hansen. Organisationens opgave skulle være den, kriminal- og ordenspolitiet havde haft: At skaffe materiale til veje om unationale elementer, at beskytte byen mod den tiltagende tyske terror ved en omfattende patruljetjeneste, bevæbnet såvel som ubevæbnet. På denne måde kunne man aflaste militærgrupperne til egentlige militære opgaver. Forretningsfører Børge Jansbøl kom i januar 1944 til Socialdemokraten i Brogade i Svendborg. Han kom straks i gang med at skrive stencils til illegale blade, som DKP udgav via tilskærer O. Tang Jespersen. Da Jansbøl havde adgang til telefon og pressens kontaktlinier, og da han var ny og derfor ret ukendt i den lille købstad, blev han kontaktet af gartner Svend Jakobsen fra Tvedvej - medlem af Dansk Samling - og bedt om at lede U.S.P’s arbejde i Svendborg. Svend Jakobsen var i øvrigt manden bag det pompøse navn.
U.S.P. fik midler til at få unge mennesker til spontant at gå på restauranter og andetsteds, hvor tyskerne og deres sympatisører holdt til, og hvor man ad denne vej kunne få oplysninger om deres arbejde. Jansbøl udfærdigede i begyndelsen af 1945 et cirkulære om en døgnvagt, der bl.a. havde en post på Odensevej i Sørup, hvorfra man meddelte til byen, når tyske biler passerede fra Husmandsskolen i Odense.
Børge Jansbøl startede med otte mand, men ved kapitulationen rådede man over 73 og kunne da også se tilbage på et godt arbejde. U.S.P. var med til en våbenmodtagelse ved Skjoldmose gods. De transporterede våbnene hjem på en trehjulet cykel til Sverre Aagaards hjem i Møllergade, den gang Ægpakkeriet. Senere da våbnene skulle fordeles, var et ungt medlem, Matthias Nørregård, så uheldig at tabe en sæk fyldt med våben ud for Troels Papirhandel og frisørforretningen i Møllergade. Men en tililende hjalp med at få ”varerne” tilbage på cyklen - og hjælpen kom såmænd fra en intetanende tysk soldat.
Den nye byledelse blev suppleret med Elis Hansen, Helge Christensen, Sv. Aa. Petersen, Svend Jacobsen og Erik Kanstrup.
Af modstandsbevægelsens 10 afdelinger i Svendborg politikreds på ca. 900 mand var de ca. 500 fra selve Svendborg, organiseret under de førstnævnte fem afdelinger. Ved befrielsen rådede de over et anseligt antal maskinpistoler, maskingeværer, vejbomber og håndgranater. Dertil kom otte raketstyr - bazookaer mod panserkøretøjer, samt ca. 200 karabiner.
Disse våben havde man fået dels ved tyveri fra værnemagten og hipokorpset i Svendborg, og dels ved våbenmodtagelser fra luften. Sidstnævnte kom først sent i gang grundet optrævlingen af en del af modstandsarbejdet i 1944, men 1. november fandt svendborgstyrkernes første våbenmodtagelse sted ved Nordskov nord for Ringe. I alt havde Svendborg ni modtagelser, hvoraf de fem var positive. Våben blev skjult i de tætte skove i omegnen, hvor man også i foråret 1945 ved højlys dag trænede frihedskæmperne i brug af våben f.eks. i Kirkebyskoven.
En af de største farer mod frihedskæmpernes arbejde var den øvrige befolknings trang til at vise deres arbejde overdreven opmærksomhed. Fra byledelsen kom der også på et vist tidspunkt ordre om fuldstændig nedlæggelse af arbejdet på Ærø af samme grund. Jo mindre byer, des større forsigtighed. Det var en erfaring, man gjorde i Svendborg. Hvad denne manglende omtanke har kostet af menneskeliv er endnu ikke opgjort! Børge Jansbøl blev to gange sendt til Ærøskøbing for at tale til fornuft - men det hjalp overhovedet ikke.
Tyskernes danske håndlangere - de såkaldte stikkere - forstod at udnytte befolkningens åbentmundethed - og snart måtte modstandsbevægelsen træffe sine forholdsregler. U.S.P. fik af byledelsen i Odense ordre til at likvidere stikkere.
Den 10. november om aftenen likvideredes to stikkere på hjørnet af Nr. Havnevej og Nyborgvej, da de kom i selskab med et par kvinder. Der affyredes seks revolverskud mod hver af de to mænd, den 33-årige sadelmager Einar Petersen fra Lunde og den 30-årige Harald Maust (Røde Harald) fra Skårup.
I februar 1945 blev stikkeren Gordon Hornemann Hansen efter megen besvær skudt ned på Færgevej.
Den 19. april likvideredes ved højlys dag to stikkere: Hipomanden Christensen skydes af to mand i Gerritsgade. Han forsøgte at slippe fra dem, men de forfulgte ham ind i en port og sårede ham livsfarligt, således at han døde nogle dage senere. Ved en tilfældighed kom en tysk patrulje forbi i samme øjeblik. Tyskerne optog kampen mod de to, og Erik Dahl Nielsen dræbtes, netop som han, fanget i baggården, skulle slynge en håndgranat mod dem. Den anden undslipper i gården ved siden af og gemte sig under musiktribunen i danseetablissementet Casanova, hvor han lå skjult til om aftenen, da musikken gik hjem. Den følgende beretning er skrevet af T(om) umiddelbart efter den blodige episode på en lap papir, som blev overrakt Børge Jansbøl. Hvem Tom er, har ikke kunnet afklares, men måske kan nogen fortælle museet det.
”Kl. 14.30 gaar Knud og Bent forbi Hippomanden med den lyse Cotton-coat og de sorte Støvler, der kommer fra Kattesundet og gaar op ad Gjerritsgade, hvorefter Tom og Erik følger efter ham. Hip.M. gaar ind til Slagter Rasmussen og T. og E. stiller sig ved Indgangen til Købm. Winkler. Da Hip. træder ud affyrer E. 2 Skud paa 2 Meters Afstand og Hip. løber over i Tinggaards Gaard. T. og E. følger efter. Samtidig med Hip. løber skyder han mod T. og E., smider Kanonen vender om og løber mod T. og E., hvorefter T. affyrer ca. 4 Skud i Maven paa ham. I samme Øjeblik ankommer en Pat. paa 3 Mand, som begynder Skydningen, der bliver gensidig. Tom og E. søger Dækning ved et Blikskur, hvor E. forsøger at klatre over Taget, men Taget beskydes, saa det er umuligt. Han løber i Stedet frem og kaster en Haandgranat, som falder midt i Patr., men idet han kaster Haandgranaten, bliver han skudt og falder; Ty. vedbliver at skyde paa ham, han maa være død paa Stedet. Efter E. er faldet kaster T. en Haandgranat, saa forsvinder Patr., og T. benytter sig af Pausen til at kravle igennem et Kældervindue (meget, meget lille) ud i Casanovas Gaard, træder ind i Restaurationen og hænger sit Overtøj i Garderobe. Gaar ind i Restaurationen, hvor Bedstefader og en Haandværker befinder sig; T. truer dem med Revolveren til at tie stille og de anviser ham Skjulested under Musiktribunen, hvor han opholder sig fra kl. ca. 16.30-20.45; Musikken opdager ham tilfældigvis, men tier og sætter T. i Forbindelse med John Walther. Bedstefaderen serverer Smørrebrød. John W. laaner T. noget Tøj og Musikeren følger T. paa Vej”.
Næsten samtidig med episoden i Gerritsgade nedskydes stikkeren Clausen - kendt som ”Den lille mand med rullekraven” i jernbaneoverskæringen i Brogade, og han døde nogle timer senere. Det har senere vist sig, at desværre en af likvideringerne snarest må betegnes som en ”privat hævnakt”. En anden gang lykkedes det den pågældende - en hipomand - at gemme sig bag forbipasserende, da han opdagede, hvad der var under opsejling, og på den måde undslippe.
Tyskernes terrorgrupper svarede hurtigt igen. Som gengæld for de to stikkerlikvideringer kvitterede man den 21. april med et såkaldt clearingmord på fabrikant Otto Halberg, og en time senere på hans brorsøn, prokurist Harald Halberg. - Begge blev de myrdet i deres hjem af den berygtede jyske terrorist, arbejdsmanden Kaj Henning Bothilsen Nielsen. Næste dag nedlagde Svendborgs borgere i tavs protest arbejdet.
Fra Svendborgsabotagens dagbog
I alt fandt der ca. 30 sabotager sted i Svendborg. To brande den 10. maj og 5. juli 1943 på Svendborg Skibsværft skyldtes imidlertid ikke sabotage, som hævdet af nogle, men derimod i sidste tilfælde selvantændelse i et skab i et omklædningsrum.
Branden i maj ramte skibsværftets maskinhal og anrettede skader for skønsmæssigt to mio. kroner. Arbejdet på land måtte indstilles to-tre måneder, hvilket næppe beklagedes, da værftet arbejdede 50 % for tysk regning.
16. august 1943
Tre tyske lastbiler brænder på jernbaneterrænet.
20. august 1943
M/S ”Helen Clausen” er udsat for et bombeattentat. Det var et dansk skib. Det er uvist, om det var sabotage.
24. august 1943
Atter brand på Stålskibsværftet, men uvist om der er tale om sabotage.
19. december 1943
Poul Petersen Holm anbringer en sprængladning under vandoverfladen på en tysk nybygning - en såkaldt Sperrbrecher - blokadebryder - på Svendborg Stålskibsværft. Holm var maskinarbejder og udførte sprængningen alene - i samråd med Niels Jensen. Endvidere deltog i forarbejdet Chr. Stærmose, Otto Martinussen og Sigfred Strømvig.
3. februar 1944
var Stærmosegruppen atter på spil. En tysk coaster beregnet til torpedotransport samt en mindre slæbebåd sænkedes af sergent Brodersen alene i samarbejde med Poul P. Holm og Niels Jensen.
3. februar 1944
gik det ud over værftet i Gl. Hestehauge ejet af Abeking og Rasmussen i Lemwerden ved Bremen i Tyskland. Rasmussen var født på Thurø. Der sænkedes en mindre tysk minestryger samt ødelagdes et par større motorbåde - marinenybygninger - på bedding i byggehallen samt ophalerspillet til beddingen. Bomberne blev anbragt af Niels Raahauge fra Stærmosegruppen
3. februar 1944
Samme nat var Christian Stærmose, Aage Thomsen og Per Kraiberg Petersen samt Louis Bøttiger og Kaj Rasmussen i gang på Henningsens Bådeværft i Rantzausminde - brandbomberne virkede dog ikke efter hensigten. Samtidig var Otto Martinussen og Arne Kjeld Jørgensen i gang på Mikkelsens Bådeværft i Strandhuse, hvor en motorbåd - nybygning - samt en afretter ødelagdes.
2. marts 1944
En dieselmotor til den tidligere sænkede Sperrbrecher på Stålskibsværftet ødelægges ved sprængning. Motoren stod på en blokvogn udenfor værftet. Det var atter Poul Holm og Otto Martinussen, der sørgede for denne sabotage.
8. marts 1944
anbringer Stærmose, Martinussen, Kraiberg og Bøttiger en 2 kg bombe og en brandbombe i HKP Dienststelle Svendborg på Jessens Mole 15 - tidligere BP-servicestation. Bygningen indeholdt et lager af bildæk, slanger, reservedele og benzin, der ødelagdes. Som et kuriosum kan nævnes, at to tyske vagter opholdt sig i bygningen sammen med deres damer - den ene mistede sin nyerhvervede pels...
10. juni 1944
foretog Stærmosegruppen den sidste store sabotage på Stålskibsværftet. For at camouflere aktionen og rette mistanken bort fra værftets egne folk sendtes to sabotører fra Odense ind over muren til værftet, hvor de holder portneren op. Imens anbringer de andre sabotører: P. Holm, Kaj Rasmussen, Ib Schreiner Hansen og Børge Thurøe Rasmussen indvendig i fire forskellige skibe, tilhørende den tyske krigsmarine, kraftige sprængladninger, der sænker disse skibe. Det drejede sig bl.a. om den efterhånden kendte Sperrbrecher, der for anden gang fik kærligheden at føle. Desuden en forpostbåd på 800 tons og to minefartøjer på 6-800 tons.
1. oktober fulgte sænkningen af den tyske damper S/S ”Sauger II” ved Nordre Havn.
Så blev det tyskerne for meget: Der indførtes spærretid fra kl. 21 til 5, og alle forlystelser skulle lukke kl. 20.00. Til gengæld blev Svendborg Avis schalburgteret.
Oktober 1944
Nybygning 48 sænkes for tredje gang af Anton Petersen og forpostbåd ”Zwigau” for anden gang af Thorkild Dam.
8. november 1944
er der atter sabotage mod nogle tyske minestrygere.
5. december 1944
Svendborg kommunes folkeregister på ca. 50.000 kartotekskort bortføres. At kortene i forvejen var indpakket gjorde det hele nemmere. Folkeregisterfører Falke, der aldrig var i stand at give tyskerne oplysninger, da de pågældende kort tilfældigvis altid manglede, fik få dage efter kapitulationen hele kartoteket retur fra modstandsbevægelsen.
I vinteren 1944-45 sker en del sabotage mod jernbanelinierne i omegnen, ligesom man også kan overkomme at deltage i aktioner så langt borte som Vantinge - ganske vist et mislykket - angreb på en lyttepost ved Poul Petersen Holm, Børge Thurøe Rasmussen og Kaj Rasmussen, skaden var betydelig - samt i sprængningen af Hårby Fjerkræslagteri sommeren 1944.
Januar 1945
forsvinder en stor fem ton dieselvogn fra et malerværksted.
29. og 31. januar 1945
ryger de store fedtkedler og dampkogeriet på Svendborg Svineslagteri - netop som tyskerne havde bestilt en stor sending pølser. De sidste sabotager inden befrielsen fandt sted mod isbryderne ”Tyr” og ”Thor”, der lå i havnen.
Den 9. februar 1944
blev kriminalpolitiets lokaler i Tinghuset ramt af en voldsom eksplosion. Det er aldrig blevet opklaret, hvordan en grøn kuffert med sprængstof blev placeret her. Det kan have været en tysk terrorhandling. Men da netop sabotører og andre modstandsfolk i denne tid blev arresteret af det danske politi - og desværre også i flere tilfælde overgivet til tyskerne, kan en anden mulighed også tænkes. Lå politiet i Svendborg på dette tidspunkt inde med materiale, der kunne skade modstandsbevægelsen, hvis det kom i forkerte hænder?
Samme nat - blot en time senere - nemlig ved to-tiden ødelægges en 3-etages ejendom på Torvet, Møllergade 22, totalt. Ingen mennesker kom noget til, men skaden nærmede sig ½ mio. kroner (94 ejendomme beskadigedes). Også i den forbindelse er motivet ukendt - men mønstret minder mere om den kommende tyske terror i Svendborg.
Tyskernes terror...
Schalburtage
Den succesrige sabotagevirksomhed i Svendborg blev mødt med terrorbombning af tyskerne. Til dette arbejde benyttede de ofte de mere end villige danske håndlangere, som rejste landet rundt og efterlod clearing-mord og enorm materiel ødelæggelse bag sig.
Den 7. marts 1944 kl. 11 om aftenen eksploderede en bombe uden for boghandler Kielbergs forretning i Møllergade, og ejendommen ”Bergs gård” blev hårdt medtaget, ligesom der skete omfattende skader på vinduesruderne.
En af de berygtede terrorister, Henning Brøndum, som ved sin tilfangetagelse efter befrielsen tilstod over 45 mord samt et utal af bombeaktioner, lagde natten mellem 10. og 11. oktober 1944 Svendborg Avis i ruiner. Dette blad havde da længe bragt artikler om tysk politik og tyske forhold, som havde satirisk indhold - og det kostede hele bladhusets maskinpark - og bygningen blev totalt ødelagt.
Samme nat blev købmand Ziersens manufakturforretning på hjørnet af Kattesundet og Gerritsgade betænkt med en bombe. Henning Brøndums besøg efterlod skader på i alt 83 ejendomme - og skaderne androg ca. 650.000 kr.
Den 10. november schalburgteredes den store ejendom ”Vinhuset” på hjørnet af Brogade og Møllergade. Fru Vinhandler Hansen og postassistent Thyra Aagaard indebrændte. Senere på aftenen røg Eghoffs manufakturforretning i Møllergade i luften. Ved den lejlighed anmeldtes skade på 80 ejendomme til et beløb af 1.216.100 kr.
Stikkernes forarbejde fik katastrofale følger for modstandsbevægelsen. I juni fangede Gestapo Niels Jensen, Bent Poulsen og Christian Stærmose, der via Husmandsskolen og Frøslevlejren måtte igennem ubeskrivelige lidelser i koncentrationslejren Neuengamme. Den 5. august 1944 blev Poul P. Holm anholdt i sit hjem i Ørkildsgade.
Den 11. januar 1945 nedskød Gestapo under en razzia på Egensevej sabotøren Per Kraiberg Petersen, der forsøgte at undslippe.
Den 17. marts får byen besøg af den berygtede Kaj Bothilsen Nielsens bande. Han havde da over 25 mord på samvittigheden. Svendborg Amtstidendes smukke bladhus bliver lagt fuldstændig i grus - og det gik hårdt ud over det efterhånden bombehærgede kvarter omkring Sct. Nicolai kirke, som i øvrigt fik alle vinduer blæst ind, og mange tagsten revet af.
Dagen efter var det meningen, at Sydfyns Socialdemokrat i Brogade skulle have haft samme bekomst - det endte i stedet med tragedien omkring Skattergade 11, hvor modstandsmanden Henrik Mathiesen blev dræbt og fire andre brutalt nedskudt og dræbt. Ingen kunne efterhånden føle sikre. Under en razzia den 10. april 1945 finder Gestapo på Tværvej et våbenlager hos Wilhelm Rosendahl Jensen, der nedskydes af en dansk overløber. Hans bror, F. Rosendahl Jensen, arresteres sammen med andre fra 4. deling - hvis øvrige medlemmer måtte gå under jorden uden våben.
Ved schalburgtagerne i Svendborg anrettedes ødelæggelser for ca. 3.000.000 kr. - eller 3 % af landets samlede ødelæggelser under denne form.
Befrielsen - fredag den 4. maj 1945 kl. 20.37...
Således skildrede ”ras” i såvel Sydfyns Socialdemokrat som i Svendborg Amtstidende denne fantastiske aften (uddrag af artikel den 5. maj):
”Svendborgernes Reaktioner ved Modtagelsen af Fredsbudsskabet over London Radio var ubeskrivelige. Ingen fattede i Virkeligheden Rækkevidden af den Meddelelse, som gennem Måneder var ventet...
Efter at Haabet om Fred 1. Maj brast, var man blevet betænkelige... Gaderne fyldtes i et Nu med Mennesker. Klyngevis samlede Svendborgerne sig. Først betænkelige, præget af Nervøsitet og Tvivl, som en Refleks efter mange Aars Besættelse. Enkelte tyske Soldater gik tvivlraadende gennem Gaderne, sløve og aabenbart uden Forstaaelse af det, der var sket.
En halv Snes unge Svendborgere lod Glæden over Freden faa Udslag i rungende Hurraraab, idet de dannede Kæde og jublende af en ubeskrivelig Fornemmelse styrtede gennem Møllergade. Ukendte og kendte omfavnede hinanden. Skrigende ”Tillyk’er” gjaldede. Tætte Mørklægnings-Gardiner svippede i Vejret fra Vinduer, og Lyset strømmede ud som et Symbol paa, at en rungende Mørketid var forbi...
Besat af Glæden om Fred og uden Tanke for, hvad der maatte komme af Vanskeligheder, dannedes efterhaanden en tusindtallig Flok af Mennesker, der vandrede gennem Byen, sang Nationalsange og udbragte Leveraab for Danmark, for Kongen, for Friheden, snart sagt Leve for alt.
...Ved Arbejdernes Forsamlingsbygning i Vestergade, der i over et Aar har været ”optaget til andet Formaal”, som det hed, begyndte de krigstrætte tyske Soldater - at synge ”Kong Christian”! Selv for dem var Begivenheden ufattelig, og det mest nærliggende var vel for dem at istemme det jublende Svendborgs Hyldest til Freden. Men ingen Danske tog Notits deraf. De samme Folk, som i Gaar spredte Skræk og Rædsel ved deres Patruljer gennem Gaderne, hvor de med fældede Geværer og Stikkende Maskinpistoler kujonerede alt og alle, var nu sat ud af Spillet med et Slag. Man fik næsten Medlidenhed med fem sølle duknakkede gamle Soldater, der netop før Menneskejublens Kulmination agede gennem Gerritsgade i en Vogn forspændt med to Heste. Soldaterne mindede om gamle udslidte Husmænd fra magre, vestjydske Egne. I Gaar Medlemmer af den overmægtige ”sejrrige” Værnemagt, i Dag upaaagtede og oversete Mennesker, som for en haabløs Sag har spildt Aar af deres Liv uvidende om Families og Ejendeles Skæbne...
Straks efter den lykkelige Radiomeddelelse brød et sandt Uvejr ind over Svendborgs telefoncentral. Ventetiden var lang. Der gik ”Fisk” i saavel lokale som Mellembys Samtaler, og der maatte straks tilkaldes ekstra Hjælp. Telefoncentralens Forstanderinde, der til daglig tjenstlig og korrekt er bundet af strenge Regulativer og næppe til at faa en direkte Oplysning af, kunde i Aftes fortælle, at Abonnenterne var ligefrem elskelige. Ingen Klager over lang Ventetid, selv om ingen lagde Skjul paa Utaalmodigheden. Talrige Opringninger gjaldt naturligvis Venner og Familie, der skulde lykønskes...
Ikke mindst i Privathjemmene blev Fredsfesten fejret. I et Hjem på Niels Juelsvej festede en Familie med Champagne, ægte Brasilcigarer og skotsk Whisky, alle gode Varer, der havde været gemt netop med denne Dag for Øje. Men ikke nok med det, Familien har - ægte Kaffe, og den skal drikkes i Morgen, samtidig med at en Pakke blaa North State skal gaa op i liflig blaa Fredsrøg.
...Lad der gaa et par Dage. Lad Sensationen over alle Sensationer faa Lov til at rodfæste sig. Lad Folket faa Udløsning for en uendelig lang Tids Trængsler. Igen vil de Danske lade stængte Kræfter komme til Udfoldelse i Genopbygningen. Men eet staar som med Flammeskrift i Sindene. Freden er en Kendsgerning. Det var en herlig Aften i Svendborg - den bedste vi har oplevet - en Aften, vi aldrig vil glemme”.
Opgørets time
Befrielsesdøgnet den 4.-5. maj blev ganske ublodigt i Svendborg i modsætning til det øvrige land, hvor Danmark netop i disse dage måtte opleve de største tab af menneskeliv overhovedet under de 5 års besættelse. Tyskerne i Svendborg overgav sig uden dramatik.
Derimod måtte også Svendborg opleve ubehagelige situationer, hvor uskyldige borgere, der havde samarbejdet med tyskerne, måtte lægge ryg til ”folkets retfærdige vrede” - eller rettere ubeherskelse. U.S.P. havde opført mere end 120 personer på sine arrestationslister - og det blev nu modstandsbevægelsens opgave at beskytte - og bevogte - disse personer. I 15 dage fungerede Børge Jansbøl som ”politimester” i Svendborg. Alle mistænkte blev internerede i Sørup Forsamlingshus - men inden da blev den 6. maj en dag, som ingen har grund til at mindes med glæde.
Senere blev de internerede overflyttet til den tidligere dragonkaserne på Belvedere, mens deres forhold blev undersøgt ved byretten i Svendborg. Allerede i løbet af maj og juni måned blev hovedparten løsladt, da der ikke viste sig at være hold i sigtelserne mod dem.
Noter
Ovenstående bygger først og fremmest på materiale, der er indsamlet i Svendborg Byhistoriske Arkiv. Dertil kommer et langt interview med lederen af U.S.P. Børge Jansbøl den 14. januar 1995 - båndet er indlemmet i arkivet.