Bygget som bilfærge til fart mellem Svendborg og Vindeby til et interessentskab hos Svendborg Skibsværft A/S. Den søsattes 8. aug. 1963 og blev 31. aug. taget i brug. Den sejlede på ruten frem til nedlæggelsen i november 1966. Færgerne blev overflødiggjort af Svendborgssundbroens indvielse.
Taasinge var overfartens ældste og mindste færge. Man valgte derfor at sælge den og i stedet erstatte den med en ny og moderne færge. Det er i dette lys at man skal se bygningen af Holmen. Den nye færge kunne medbringe mere end dobbelt så mange biler. Holmens kapacitet var 26 biler.
3. sep. 1968 blev færgen solgt til Rutelag Bergen-Vest i Norge, hvor den skulle sejle mellem Alvøen og Brattholmen. Ved salget fik den et nyt navn, Kvarven. I dec. 1971 indviedes Sotrabruan mellem øen Sotra og fastlandet. For anden gang var færgen blevet overflødiggjort af en bro. I den næste tid skiftede færgen flere gange ruter. I 1971 og frem til 1975 var den reservefærge mellem Alvøen og Bjorøyhamn. 1975 til 1978 chartredes den ud til Stavanger Kommunale Ferjer, hvor den blev indsat mellem Stavanger og øen Sølyst. I jan. 1978 åbnedes Stavanger bybru og færgen var dermed for tredje gang overflødiggjort.
Efter at have været chartret ud i et par år til Drøbaksund overfarten blev den solgt i 1979. Den blev dermed en fast del af overfarten mellem Drøbak og Nordsand. Tidligere havde den anden Vindebyfærge Braten sejlet på ruten. Den blev nu reserve. Kvarven blev omdøbt til Drøbaksund I, mens Braten fik navnet Drøbaksund II.
Frem til 1994 sejlede færgen på Drøbaksund. Herefter blev den solgt til Ven-Trafikken AB i Sverige. Under det nye navn ”Dumle” skulle den sejle mellem Landskrona og øen Ven.
Specifikationer:
Byggeår: 1963.
Byggested: Svendborg skibsværft A/S.
Længde: 36,76 m.
Bredde: 8,90 m.
Dybgang: 2,96 m.
Bruttotonnage: 142 BRT
Nettotonage: 54 NRT
Hovedmaskine : 300 HK.
Litteratur:
Erik Møller Nielsen: ”Vindeby-Svendborg overfarten – Fra sejl til beton”, i Årbog for Svendborg & Omegns Museum, 1991, s. 115-136.
”Svendborg-Vindeby færgefart” (red. Ivan Dich), 1966.