Bygget som dampfærge til fart mellem Svendborg og Rudkøbing til den privilegerede færgemand H. P. Hoff i Rudkøbing hos B&W i København. Færgemanden havde eneret på færgefarten fra Rudkøbing mod Svendborg. Tidligere havde der kun været anvendt sejlfærger, men i 1866 solgte Hoff sine færger. I stedet købte han en ny dampfærge, rutens første. Den fik navnet Rolf.
Indkøbet af dampfærgen medførte en mere regelmæssig forbindelse. Rejsetiden var ikke længere afhængig af vindens styrke og retning. Man kunne derfor lave en fast fartplan. Færgen kunne medtage 150 passagerer. Kort efter blev Ærøskøbing, Marstal og Nyborg en del af færgens rute. Man havde en daglig tur mellem Svendborg og Rudkøbing om morgenen. Tirsdag og torsdag sejledes om eftermiddagen til Ærø. Mandag, onsdag og fredag eftermiddag til Nyborg. Da dampskibsselskabet Ærø i 1875 anskaffede færgen Ærø stoppede Rolf med at sejle til Ærø.
I juli 1898 var færgen udsat for havari, da færgens skorsten knækkede i en storm. Lykkeligvis kom ingen til skade da skorstenen faldt ned på dækket, men passagererne blev dækket af sod.
I 1885 opkøbtes Rolf af konkurrenten Sydfynske Dampskibsselskab A/S. Færgen forblev en del af ruten mellem Svendborg og Rudkøbing frem til 1907. 19. dec. 1907 solgtes færgen til entreprenør N. H. Hansen i Svendborg. Frem til 1919 blev den brugt til slæbedamper. I 1919 blev den solgt til A/S Isefjordens Postfart, hvor den sejlede på fjorden frem til 1926.
I 1926 blev den ophugget.
Specifikationer:
Byggeår: 1866.
Byggested: Burmeister & Wain i København.
Længde: 25,8 m.
Bredde: 4,1 m.
Dybgang: 2,1 m.
Bruttotonnage: 48 BRT.
Nettotonnage: 18 NRT.
Maskine: 68 HK.
Litteratur:
Ole Mortensøn: Færgerne til Langeland, Rudkøbing, 1985.
Ole Mortensøn: ”Færen går” – 150 års langelandsk færgehistorie, Rudkøbing, 1999.