Bygget som dampfærge til fart mellem Svendborg, Rudkøbing, Lundeborg, Nyborg og Korsør for interessentskabet Dampskibet Skjolds Rederi i Svendborg hos B & W i København. Bestyrende reder var fabrikant L. Lange. Grundstammen i det nye interessentskab var de 6 tidligere ejere af interessentskabet Dampskibet Falkens Rederi. Ejerkredsen var udvidet med to, en købmand fra Maribo og én fra Rudkøbing.
Færgen sejlede en daglig tur mellem Svendborg og Rudkøbing.
I 1874 blev Interessentskabet Dampskibet Skjolds Rederi opløst. Flere af interessenterne ønskede at forlade interessentskabet og man måtte derfor sælge Skjold for at kunne købe partshaverne ud. Skjold solgtes til Sonderburger Dampfschiffahrts-Aktiengesellschaft i Sønderborg. I 1898 videresolgtes Skjold til A/S Vejle Dampbåde. Her sejlede den med gods og passagerer på Vejlefjord fra Vejle til Munkebjerg og Fakkebjerg.
1916 solgtes færgen til M. Thordarson i Charlottenlund. To år senere i 1918 blev den solgt til reder E. Stefanson fra Reykjavik på Island. Færgens videre skæbne kendes ikke.
Specifikationer:
Byggeår: 1869.
Byggested: Burmeister og Wain i København.
Længde: 29 m.
Bredde: 4,2 m.
Dybgang: 2,3 m.
Bruttotonnage: 66,64 BRT.
Nettotonnage: 31,38 NRT.
Maskine: 30 HK.
Litteratur:
Ole Mortensøn: Færgerne til Langeland, Rudkøbing, 1985.
Ole Mortensøn: ”Færen går” – 150 års langelandsk færgehistorie, Rudkøbing, 1999.