alb_1904Bygget som dampfærge til fart mellem Svendborg-Rudkøbing-Marstal for aktieselskabet Sydfynske Dampskibsselskab (SFDS) hos Københavns Flydedok. En lang række af SFDS’ dampfærger var efterhånden forældede i begyndelsen af 1900-tallet. Man begyndte derfor at lave udskiftninger. Færger som Rolf, Thorseng og Faaborg blev solgt. I 1904 bestilte rederiet en dampfærge hos Københavns Flydedok.

Den nye færge, som fik navnet A.L.B., kunne medbringe 250 passagerer og havde en tophastighed på 9 knob. Færgens navn var til ære for selskabets bestyrelsesformand greve Ahlefeldt-Laurvig-Bille på Egeskov. I 1904 indsattes færgen på ruten mellem Svendborg, Rudkøbing og Marstal. Rederiet havde på dette tidspunkt ikke mindre end 8 skibe på ruten. Dette betød at man sejlede 4 dobbeltture hver dag.

A.L.B. sejlede på ruten frem til april 1932, hvor færgen solgtes til A/S Kolding Fjordampere og omdøbtes til Frigga. Under 2. Verdenskrig overtog den tyske krigsmarine skibet og den blev dermed en del af den tyske flåde. I 1945 blev skibet minesprængt i Langelandsbæltet og gik ned. 8 år senere i 1953 fandt dykkere vraget af skibet.

Specifikationer:

Byggeår: 1904.
Byggested: Københavns Flydedok.
Længde: 31,4 m.
Bredde: 5,8 m.
Dybgang: 2,5 m.
Bruttotonnage: 97,26 BRT.
Nettotonnage: 36,15 NRT.
Maskine: 205 HK.

Litteratur:

Ole Mortensøn: Færgerne til Langeland, Rudkøbing, 1985.
Ole Mortensøn: ”Færen går” – 150 års langelandsk færgehistorie, Rudkøbing, 1999.

Gå til toppen