Andreas Nissen Koch kom fra Niebüll i Sønderjylland. Han var lærer på Drejø fra 1864 – 1894 og havde de sidste o. 10 år haft postsorteringssted på Drejø Skole. Øen havde ingen fast forbindelse til fastlandet, hvilket lærer Koch ikke var helt tilfreds med, da han mente øen skulle have en ordentlig postordning. Han var en fremsynet mand, og forsøgte derfor at gøre 2 af øens driftige mænd, købmand Joseph Pedersen og skipper Chresten Mortensen, interesseret i at købe en dampdreven båd - hvilket lykkedes i 1883.
Det blev en åben dampbåd – ingen mast – hækbygget med rundt spejl – skarpt med glat stævn – klink af jern, bygget på Göteborg Mek. Verkstad i 1876 og døbt S/S HULDA. Efter ankomst til Drejø, fik den nyt navn til S/S DREIØ. Det blev øens første fragt- og passagerbåd med fast ugentlig forbindelse til fastlandet.
Damperen blev hentet og hjembragt fra Göteborg i Sverige den 16.okt. 1883 af de to ejere Joseph Pedersen og Chresten Mortensen, der sammen havde købt damperen med ½ del til hver.
Med tilbage til Drejø havde de en svensk maskinmand Gustav Olson, som hjalp med hjemsejladsen. Olson blev efter nogle år gift og bosatte sig på Drejø. Joseph Pedersen havde startet en købmandshandel, og solgte derfor sin andel af ”Damperen”, som den blev kaldt, til Chresten Mortensen, som derefter blev kaldt ”Øens Matador”. Chresten Mortensen var nu ene skipper på Drejødamperen, der havde tilholdssted i Drejø gammel Havn.
I 1898 solgte Chresten damperen til sin søn Niels Mortensen. Drejø havde da 2 faste ugentlige afgange til Fjellebroen, Strandhuse og Svendborg – senere blev det udvidet til 4 afgange. Damperen anløb i mange år hver torsdag også Skovballe på Tåsinge, til stor glæde for Tøsingerne - nu slap de for den lange tur til Svendborg i hestevogn. Ordningen fungerede godt 20 år. Trods Skovballeboernes ihærdige forsøg på at stoppe tilsandingen ved Skovballebroen, måtte Drejødamperen o. 1902 indstille sejladsen til Tåsinge. I 1902 blev damperen omdøbt til S/S FJELLEBROEN.
I 1905 fik Drejø en ny Dampskibsbro på sydsiden af øen. Interessentskabet Drejø Dampskibsbro blev dannet, og D/S Ærø skrev nu kontrakt med bestyrelsen for Drejø Dampskibsbro og Dansk Post-og telegrafvæsen om daglige anløb. Det forlød dengang, at kontrakten var uopsigelig!
Konkurrencen med Ærødamperne blev efterhånden for stor, og den gamle Drejødamper blev solgt i 19o7 til skibsbygger Alvard Bondegaard, Marstal, hvor den blev ombygget. Den blev solgt videre i 1910, og endte sine dage i 1913, hvor damperen blev ophugget.
Else Hjort Nielsen. Drejø Sogns Lokalhistoriske Arkiv. 2015