En marinemaler og en Thurøskonnert
Svendborg Museum har netop indlemmet endnu et skibsportræt udført af den kendte engelske marinemaler R. Chappel i sine søfartssamlinger.
Portrættet er af tremastet bramsejlskonnert ”Brittannia” af Thurø.
Dermed  har søfartssamlingerne omkring 50 billeder af R. Chappel. Han levede fra 1870 til 1940 og var ikke mindst  blandt danske skippere populær. De skulle absolut have et så nøjagtigt portræt af deres skib som overhovedet muligt.  Alle detaljer skulle være med, ligesom sejlenes stilling  i forhold vindretningen skulle være korrekt . Det var det hos Chappel.

brittanniaEN DAMPER I HORISONTEN
Kunstneren havde altid for vane at forsyne billedet med et fyrtårn inde på land og en damper lidt ud i horisonten – måske for at antyde, at sejlskibenes tid var ved at rinde ud.
”Brittannia” blev bygget i 1902 af N.P. Petersen, Thurø.  Skonnertens redere var N.P. Petersen, Asgeir G. Petersen og buntmager  Emil Petersen, Svendborg.
Skonnerten var på 182 brt. og blev i mange år ført af  kaptajn R. Rasmussen. Der blev sejlet på både Canada og Brasilien i en del år.
I december 1924 gik ”Brittannia” på grund i tæt tåge ved Agersø under en rejse fra Dunkerque til Masnedsund med en ladning jordnøddekager. Svitzers damper ”Ymer” fik slæbt havaristen af grunden og bugseret til Masnedsund.  Selskabet modtog 6000 kr. i bjærgeløn fra Svendborg Søassurance.

brittannia2KRANK SKÆBNE
I 1927 sluttede ”Brittannias” historie under Dannebrog, idet hun for 17.250 kr. blev solgt til  kaptajn F. Tufnesson i Brantevik i Sverige.  Hun blev døbt om til ”Marian”.
I 1961 solgtes ”Marian” til nogle tyskere, som havde planer om at bruge skibet til flydende restaurant ved øen Sild. Det blev ikke rigtig til noget og det ellers smukke skib gik en trøsteløst fremtid i møde. Hun blev næsten ødelagt ved en stormflod og endte sine dage ved en brand i 1981.
I en del år eksisterede et rederi ved navn ”Brittannia” i Svendborg, som havde flere skibe af samme navn. Det blev bestyret af storskibsreder A.E. Sørensen.

Gå til toppen