Forhistorien

Jernbanen kom til Fyn i 1865, hvor det første tog kørte fra Nyborg over Odense til Middelfart. Banen var et led i jernbaneloven af 1861, som fastlagde hovedbanenettet vest for Storebælt. Efter åbningen af den fynske hovedbane, ønskede mange, at der også skulle anlægges sidebaner med forbindelse til Fyns øvrige købstæder.

 Svendborg banegård en sommerdag i 1907.

Det var naturligt, at Svendborg skulle være endepunkt for den første fynske sidebane. På den tid havde byen omkring 6400 indbyggere. For den tid en relativ stor by med gode dampskibsforbindelser til flere byer. Men forbindelserne over land var besværlige. Med diligence var der 1 dobbelttur om dagen til hhv. Odense og Nyborg. Turen til Odense tog 5 timer, så der var absolut behov for forbedringer.

Da de første tanker om en jernbane til Odense opstod, var man dog i Svendborg ret så tøvende. Mange mente, at Odense ville vokse sig større på Svendborgs bekostning, ja måske endda helt opsluge Svendborg.

Lokalt var der også diskussioner om linjeføringen. Det var oplagt med en bane direkte mellem Svendborg og Odense. Men et andet forslag var, at banen skulle tilsluttes den fynske hovedbane ved Ullerslev midt mellem Odense og Nyborg. Som bekendt sejrede fortalerne for den direkte linje til Odense

Anlæggelsen af landets hovedbanelinje var en stor belastning for statskassen. Så for at få gang i udbygningen af jernbanenettet besluttede ministeriet Holstein-Holsteinborg (1870-1874) at overlade anlæggelsen af sidebanelinjerne til private aktører, dog med en vis statslig medfinansiering. Beslutningen blev udmøntet i en lov af 23. maj. 1873 om ’Koncession paa Anlæg og Benyttelse af forskjellige Sidebaner til de jydsk-fyenske Statsbaner’.

I Svendborg og Odense satte loven arbejdet i gang med af skaffe den nødvendige anlægskapital. Der skulle også oprettes en arbejdsgruppe, som kunne stå for overdragelse af koncessionen til en privat entrepenør. Arbejdet blev lagt i hænderne på et udvalg på 5 personer, der havde engageret sig i jernbanesagen, heriblandt baron Bille-Brahe til Egeskov og apoteker Lohtze fra Odense. Til undersøgelse af de tekniske forhold fik udvalget hjælp fra lederen af Statsbanernes banetjeneste på Fyn, ingeniør S.B.V. Dyhr, der efter en rekognoscering af Odense-Svendborg-linjen i juli 1873, udarbejdede et økonomisk overslag på 1.400.000 rigsdaler. Udvalget mente, at beløbet kunne finansieres ved prioritetslån (500.000 rd) og en aktiekapital fra kommuner og private (450.000 rd), samt ved den statslige medfinansiering på restbeløbet (450.000 rd).

Aktie fra Sydfyenske Jernbane. Af en påtegning på bagsiden fremgår det, at aktien har tilhørt Enkefrue Marie Hansen, Svendborg.

Vigtig for banens finansiering var den private aktietegning til et beløb af 250.000 rd. Udvalget fastslog derfor på lokale møder i april 1874, at det kun ville fortsætte sit arbejde, hvis dette beløb var sikret inden den 12. maj. Det lykkedes, og man indsendte et andragende om koncession på banen Odense-Svendborg. Ministeriet så velvilligt på sagen, og allerede den 20. maj underskrev kongen koncessionen, der udover diverse kontrolforanstaltninger indeholdt en bestemmelse om, at banen skulle stå færdig inden for tre år. Derefter indkaldte baneudvalget til stiftende generalforsamling for selskabet ”Det Sydfyenske Jernbaneselskab” med det formål ”at anlægge og drive den i ’Consessionen af 20. Maj 1874’ omhandlende Jernbane fra Odense over Kværndrup til Svendborg”. Til at forestå anlæggelsesarbejdet ansatte man baneingeniør Dyhr, der jo qua sin forudgående rekognoscering af strækningen allerede var fortrolig med opgaven.

Anlægsarbejdet

Efter generalforsamlingen startede de egentlige arbejder med projektering og anlæg. Der var en del uenighed om banens indføring i Svendborg. Resultatet blev dog, at banen førtes ind i byen med station på Klosterplads. Dette medførte, at borgerskolen fra 1831 blev revet ned, og at både Skattergade og Brogade blev overskåret af banen, hvilket betød, at en del huse måtte rives ned for at sikre togenes gennemkørsel fra og til stationen. 

På alle fronter, projektering, linjeføring og licitationer, blev der arbejdet så hurtigt, at selve anlægsarbejdet allerede kunne sættes i gang ved juletid 1874. Jordarbejdet var omfangsrigt. Terrænforholdene krævede på visse steder store afgravninger, på andre steder betydelige opfyldninger. F.eks. var det nødvendigt at påfylde 43.000 m2 jord på stationspladsen i Svendborg. Mens der modsat skulle afgraves en stor mængde jord ved anlæggelsen af viadukten ved Sct. Jørgens.

Viadukten ved Sankt Jørgensvej og Brydegårdsvej omkring år 1910.

Der skulle altså flyttes store jordmasser, inden skinnerne kunne lægges. Arbejdsstyrken bestod af sjak af såkaldte ”jernbanebørster”, som udelukkende brugte hakker, skovle og tipvogne. Arbejdet blev udført så effektivt, at den samlede byggetid for banen kun var på 2 år. Imponerende var også, at det kunne gøres uden at overskride det oprindelige budget, hvilket i høj grad skyldtes den erfarne og dygtige ingeniør Dyhr.

Den store gennemskæring ved Kirkebyskoven under udgravning i sommeren 1875. 30-40 mand er i arbejde med hakker og skovle. Gravemaskiner dukkede først op i Danmark 15-20 år efter Svendborgbanens anlæggelse.

Indvielsen

Banen skulle naturligvis indvies med manér. Det skete den 10. juli 1876, hvor det første tog fyldt med indbudte gæster med indenrigsminister Skeel i spidsen afgik kl. 9 fra Odense mod Svendborg. På stationen i Svendborg stod byens og omegnens honoratiores og – i behørig afstand – byens småborgerskab og bød med hurraråb ”den hvinende damphest” velkommen til byen.

Svendborg Banegård med Sydfyenske Jernbaners første tog den 10. juli 1876

Efter en kort frokost på Wandalls Hotel for de indbudte gæster afgik festtoget til Odense. Toget gjorde holdt ved alle stationer, hvor det blev mødt med taler og sange. Dagen sluttede med en festmiddag i frimurerlogen i Odense. De indbudte gæster indtog en omfattende en menu på 6 retter med tilhørende vine. Under middagen blev der holdt en lang række taler og udbragt skåler, hvor man hyldede jernbaneudvalget, regeringen, kongen og hinanden. Efterhånden som aftenen skred frem, blev stemningen ret så løftet. Heldigvis var hjemtransporten for gæsterne sydfra sikret med et særtog, som afgik kl. 22 til Svendborg.

Illustreret Tidende rapporterede fra indvielsen af Odense Svendborg Banen med en tegning af deltagerne i festmiddagen i frimurerlogen i Odense.

Næste dag var de mange aktionærer indbudt til en tur med banen. De talte mere end 700 personer, og det var et stort antal for en privatbane. Det var næsten udelukkende fynboer fra alle dele af samfundet, som have investeret i de 200 kr., som var prisen for en enkelt aktie, et på den tid stort beløb for en almindelig indkomst. 

Efter at have tilgodeset notabiliteter og aktionærer åbnede Svendborgbanen så for den almindelige trafik. Det skete den 12. juli 1876, som herefter er blevet anset for banens egentlige åbningsdag. Det faldt sammen med Sct. Knuds markedsdag i Odense, og folk strømmede til i så stort tal, at alt materiel, også godsvogne, blev taget i brug til transport af de mange passagerer. Da aftenens sidste tog kørte ind på stationen i Svendborg, havde 5500 personer - vel nok i mange tilfælde - været på deres livs første togtur.

Kilder: 

Lars Viinholt-Nielsen: Odense-Svendborgbanen 1876-1976. Odense Universitetsforlag 1976.

Birgit M. Rasmussen, Svendborg Byhistoriske Arkiv, 2026.