af Signe Kanstrup Sowinski

Skovparken, Marslevvej og Byparken er områder, de fleste i Svendborg kender til. Områderne hører under Svendborg Andels-Boligforening, hvor de kaldes afdeling 14, Skovparken. Det er et område, som der er knyttet stærke holdninger til – især efter at det har været forbundet med ordet ”ghetto” og ”ghettolisten”. Området har siden 1995 haft en beboerrådgiver tilknyttet og har også modtaget andre former for hjælp for at bekæmpe udfordringer med bl.a. hård kriminalitet.
I dag er området nyrenoveret, og der er ventelister til at bo i lejlighederne. Det er på regeringens liste over ”udsatte boligområder”.

Vækst og boligmangel
I 1938 blev Svendborg Andels-Boligforening (SAB) stiftet af Socialdemokratisk Diskussionsklub. Foreningen blev skabt grundet en truende bolignød; en bolignød, som foreningen i voksende grad igen mærkede i 1960’erne, hvor de derfor tog initiativ til at bygge Byparken.

I 1960’erne var der vækst i Danmark. Industrien udviklede sig med stor hastighed, og allerede i 1950’erne havde industriens eksport overhalet landbrugets. Samtidig blev arbejdet på gårdene mere mekaniseret, hvilket krævede færre medarbejdere. Med industriens vækst flyttede folk fra land til by, og det kunne mærkes på boligmarkedet: Der opstod boligmangel i de store byer. Væksten kunne også mærkes hos forbrugerne, som krævede større boliger samt køleskabe, tv-apparater og biler, som indtil da blev anset som luksusartikler.

De almennyttige boliger – også kaldet sociale boligbyggerier begyndte at skyde op over hele Danmark. Som navnet antyder, forbindes byggerierne især med socialdemokratiet, som støttede disse byggerier. På denne tid sad Socialdemokraterne på magten i landet i den største del af 1960’erne – blandt andet statsministrene Viggo Kampmann og Jens Otto Krag. Samme billede ses i Svendborg, hvor den socialdemokratiske borgmester Svend Aage Andersen sad fra 1957 til 1978.

Boligerne var tiltænkt de gifte og faglærte arbejdere med enten en hjemmegående eller en deltidsarbejdende hustru og to børn (Kristensens bolighistorie, 2012).  Det var netop disse boliger, SAB ville opføre, da de i 1969 købte grunden mellem Bagvej, Ørbækvej og St. Byhavevej af gårdejer Hans Pedersen (Indskannede Tingbøger 1927-2000, opslag 152).  På dette tidspunkt var der begyndt at skyde parcelhuse op omkring Ørbækvej og Nyborgvej, og byen udvidede sig. Den nyerhvervede grund angav grænsen mellem land og by og bestod af marker og Hans Pedersens gård. Med SABs planlagte storbyggeri skulle grænsen rykkes endnu længere ud.

Store ambitioner
Byggeriet skulle hedde Byparken og indeholde syv etageblokke, 252 lejligheder, tre børneinstitutioner, en varmecentral, 29 gårdhavehuse og et center med en bankfilial (Andelsbanken), postkontor og en række forretninger. Institutionerne skulle bygges, fordi kvinderne i denne periode i større grad kom ud på arbejdsmarkedet, og derfor skulle der andre til at passe børnene. I 1969 var der også et isstadion til helårsbrug på tegnebrættet. Det skulle bygges, fordi der ville komme overfaldsvand fra vejanlæg og tagene på ejendommene, og det havde kloaksystemet ikke kapacitet til. Planen blev dog allerede droppet efter et år og blev ikke nævnt igen. Der var altså planer om et enormt byggeri, og det endte med at koste 100 mio. kr. (lidt under 500 mio. kr. i dag) – dog ikke betalt alene af SAB, men også af blandt andet Børnehjælpsdagen og Landsbyggefonden. Lejlighederne skulle svinge fra 60-130 m2, og de største lejligheder ville altså blive lige så store som de moderne parcelhuse, som var i kraftig vækst.

Området var et tydeligt eksempel på et socialdemokratisk projekt med tilstedeværelse af staten gennem børnepasning. Arbejderne kunne flytte fra byens kaos og ind i de nye lejligheder, som skulle have store grønne arealer, hvor børnene kunne lege, og beboerne ville komme hinanden ved i indkøbscenteret, i banken og i institutionerne. Byparken og senere også Skovparken skulle altså være en by i en større by, og man behøvede næsten ikke at forlade sin lille by, da man havde adgang til næsten alt, man kunne have brug for. Boligblokkene bestod af lejligheder i forskellige størrelser, og meningen var, at der i de små etværelses lejligheder skulle bo unge, som var flyttet hjemmefra. De kunne så nemt gå hjem til deres forældre i området – eksempelvis for at spise aftensmad.

Over 700 boliger på 15 år
Byggeriet gik i gang i 1970, og det var planlagt, at boligblokkene skulle opføres så hurtigt som muligt. Dette var muligt, fordi der var opfundet ny teknik til at bygge med; nemlig rullende montagebyggeri. Formanden for SAB, Robert Jensen, udtalte også i forbindelsen med arbejdet, at ”Ved anvendelsen af denne rationelle byggemetode opnår man en hurtig byggetid, der igen medfører en fornuftigere byggepris.” (Fyns Amts Avis 10/5 1969). Derudover kom man bolignøden til livs ved at opføre blokkene så hurtigt som muligt. Han tilføjede også, at alle badeværelser skulle leveres i færdig stand, så de nemt kunne opsættes. Planen var, at der skulle være en boligblok færdig hver anden måned. Denne rationalistiske måde at bygge boliger på kendes også fra funktionalismen, som de sociale boligbyggerier er bygget efter. Her er mottoet ”Form follows function.” Arkitekturen skulle ikke længere have fokus på det æstetiske, men derimod på funktionen: Boligerne skulle først og fremmest være gode og praktiske at bo i. Funktionalismen ses blandt andet ved, at eksempelvis børneinstitutionerne ligger tæt på boligerne.

Allerede inden blokkene i Byparken var færdigbyggede i starten af 1972, begyndte SAB at planlægge endnu et byggeri øst for blokkene, da der i løbet af et par år ville mangle 400-500 lejligheder i Svendborg. Samme år købte SAB grunden øst for Byparken, og byggeriet kunne nu realiseres. Planen var, at der skulle bygges noget i stil med Byparken – etagebyggeri og socialt boligbyggeri. I 1975 var hele Byparken med center og institutioner færdigbygget, og samme år åbnede Hømarkskolen. I 1978 påbegyndtes opførelsen af Skovparken, og også her var der fart på. Skovparken skulle omfatte seks afsnit på hver fire blokke, og her var planen også, at de skulle færdigbygges så hurtigt som muligt – gerne med et år mellem hvert afsnit. Skovparken stod færdig i 1985 og kostede samlet set 144 mio. kr. at bygge (næsten 350 mio. kr. i dag).

På 15 år var der altså tilført over 700 nye boliger i Svendborg alene i Byparken og Skovparken. Begge nybyggerier var populære, og SAB havde ventelister til områderne. Byggerierne trak blandt andet børnefamilier til, og der blev spillet rundbold på de store græsarealer mellem blokkene.

Forandring i området
I løbet af 1980’erne begyndte By- og Skovparken (Hømarken) at få et andet ry end det tiltænkte, og det samme sås i andre sociale boligbyggerier i Danmark. I mange af bebyggelserne var familier flyttet ind, men efter at have boet der i nogle år valgte de at købe ejerbolig og flytte i et af de mange nybyggede parcelhuse efter byggeboomet i 1960-1975. For at kunne flytte i ejerboliger skulle man være ressourcestærk, og derfor blev de mindre ressourcestærke beboere ofte tilbage. Både middelklassens og store dele af arbejderklassens økonomi var blevet god, og samtidig var det fordelagtigt for folk med høje indkomster at anskaffe sig en ejerbolig blandt andet på grund af en lav ejendomsbeskatning. Samtidig havde kommunerne anvisningsret til nogle af boligerne, og her blev især borgere på overførelsesindkomst sendt hen, og det samme gjorde mange flygtninge og indvandrere (Kristensens bolighistorie, 2014).  I slutningen af 1970’erne steg arbejdsløsheden efter oliekrisen i 1973, og selvom der også var lidt fremgang i økonomien, var det ikke så længe ad gangen. Priserne på varer steg, arbejdsplader blev nedlagt, og inflation og renteniveauet steg. Dette medførte flere arbejdsløse, som ikke havde råd til at bo i en ejerbolig og derfor søgte mod lejeboligerne. Bebyggelserne blev hurtigt stemplet negativt i aviserne, hvilket fik en selvforstærkende virkning, da folk derfor valgte områderne fra (Kristensens bolighistorie, 2014).

Mange af de samme tendenser ses i By- og Skovparken. I 1985 udkom Fyns Amts Avis med overskriften ”Hærværk blomstrer blandt boligblokke”, og i artiklen kunne man læse, at ”Byparken og Skovparken mellem Ørbækvej og Marslevvej har i årevis været arnestedet for megen kriminalitet, hærværk og husspektakler.” (Fyns Amts Avis d. 9/4 1985). I artiklen står der også, at området var et fast element på politiets døgnrapporter hele året rundt. Artikler som denne var medvirkende til, at området fik et dårligt ry, og folk valgte området fra. Samtidig havde kommunen anvisningsret til nogle af boligerne. I disse år kom der mange flygtninge og indvandrere til Svendborg, som blev henvist til blandt andet Skovparken. Kommunen anviste også etnisk danske borgere på overførselsindkomst til boligerne. Det sås også, at enlige og enlige forældre flyttede i lejebolig, hvis de ikke havde råd til at købe et hus.

Nærpolitistation ikke nødvendig
Den 1/11 1988 startede Svendborg Politi en nærpolitistation på Marslevvej som et forsøg på grund af problemerne i området. Et halvt år efter lukkede stationen igen, da der ikke var nok problemer. Politiinspektør Tage Laursen udtalte i samme forbindelse: ”Nu må det slås fast med syvtommersøm: Der er intet hold i det dårlige ry som Byparken og Marslevvejs-kvarteret havde fået. Der er bestemt ikke mere kriminalitet i den ende af byen, end der er andre steder.” (Fyns Amts Avis d. 20/4 1989). Stationen havde stort set ikke fået henvendelser i kontortiden. Den havde haft 49 sager på det halve år, hvor 13 af sagerne var på samme person. Der var ikke blevet stjålet nogen biler, og der var heller ikke fundet nogen. De få husspektakler, der var, skete uden for kontortiden.

1990’erne: Optrapning i problemerne
I 1990’erne skete der store forandringer i Svendborg. Nordisk Kelloggs A/S og Svendborg Værft A/S havde sikret Svendborg mange arbejdspladser, og folk flyttede ind til byen efter arbejde. Nordisk Kelloggs A/S var en stor virksomhed med en omsætning, der nærmede sig en milliard. I 1997 blev fabrikken lukket, og dermed mistede 300 medarbejdere deres job. Samme år gik Svendborg Værft A/S konkurs efter at være blevet solgt i 1996. Det blev forsøgt reddet og blev samme år købt af Aarhus Flydedok A/S, som ville reparere det. Det blev dog igen et halvt år efter overtagelsen ramt af konkurs. Sidenhen blev det drevet videre under minimale forhold, og der gik mange arbejdspladser tabt. De mistede arbejdspladser kunne, som i hele Svendborg, også mærkes i By- og Skovparken.

I løbet af 1990’erne skete der samtidig en optrapning i problemerne i Skovparken. Kriminaliteten blev hårdere, og der blev åbenlyst handlet med stoffer. Flere narkomaner og alkoholikere holdt også til i området og på dets udearealer. Samtidig var der mange fordomme om området, hvilket gjorde, at nogle folk ikke flyttede til området frivilligt. Forholdene i området var yderligere medvirkende til, at der i de samme år var stor fraflytning fra området. I Fyns Amts Avis d. 4/11 1995 forsøgte beboerne at komme fordommene til livs. De var trætte af, at alle beboere var sat i samme bås, og at området havde et så dårligt ry. De fortalte blandt andet om, at det var svært at få et job, hvis man sagde, at man boede i området. De fortalte også, at indvandrere ikke fyldte ret meget i området, men det gjorde narkomaner og alkoholikere til gengæld; der lå blandt andet sprøjter rundt omkring, og det var tydeligt, at der blev handlet med stoffer.

Området var ellers kendt for, at der boede mange indvandrere. De var kommet til i løbet af 1980’erne, da der manglede udenlandsk arbejdskraft i Danmark. Også blandt disse sås en høj arbejdsløshed. Bjarne Jørgensen, AF-konsulent, udtalte til Fyns Amts Avis i 1995, at ”Nogle tyrkere har et særligt problem, fordi de blev hentet herop til job, de kunne klare uden at kunne sproget. Siden er de blevet arbejdsløse.” (Fyns Amts Avis d. 14/11 1995). Flygtningene blev der taget hånd om i form af 18 måneders introduktionsundervisning, men ikke gæstearbejderne: De måtte klare sig selv. I Skovparken sås der dog en større og større interesse for at blive selvstændige blandt indvandrere. Som selvstændig gjorde det nemlig ikke så meget, at man havde svært ved sproget.

SAB mærkede også disse tendenser. De havde interesse i at ændre områdets ry, så beboerne ikke fraflyttede området. De søgte derfor staten om en beboerrådgiver, og Svendborg kommune fik penge af socialministeriet til at arbejde i området. Hømarkskolen fik også penge til at gøre noget for børnene i området. Svendborg kommune kaldte projektet ”Indsats til særlig socialt belastet boligområde i Byparken i Svendborg.” Projektet skulle oprindeligt have haft 2 mio. kr., men blev skåret ned til 1,6 mio. kr. Staten gav 500.000 kr., mens Svendborg Kommune gav 1.080.000 kr. Det ville få tilført flere penge, hvis det udviklede sig positivt.

Den nye indsats: Projekt Hømarken
Projektet skulle tage sit udspring i Byparken, Skovparken og Solsikkevej, men ville se Hømarken som en helhed. Indsatsområderne skulle være ”ældre, børn og mødre, misbrug, de fremmede, beboerliv og området i lokalområdet” (Nyt fra Hømarken 1995). Udgangspunktet for den nye indsats, som startede i 1995, blev beboerhuset ”Skovbyhus” i Byparken. Her skulle den nye beboerrådgiver, Bente Kjær, holde til. Hun blev hurtigt kontaktet af de første børnefamilier, som gerne ville have mere fællesskab i området. De levede nemlig i stor grad isoleret fra hinanden. Der var altså sket en forskydning af den oprindelige vision om fællesskab i det sociale boligbyggeri.

Målsætningen blev derfor dels at skabe et fælleskab i området med involvering fra beboerne, men også at nedbryde isolationen; dels i området og dels mellem området og resten af Svendborg. Skovparken og Byparken skulle gøres til et attraktivt boligområde. I 1996 ændrede man projekttitlen til ”Projekt Hømarken”, da man ikke ville omtale området som socialt belastet. Dette var også en del af at ændre opfattelsen af området. Det var også vigtigt at skabe et samarbejde med beboerne og gå i dialog med dem omkring, hvad de havde behov for: De skulle engageres i arbejdet.

Ud over beboerrådgiver, Bente Kjær, som var ansat af SAB, var der ansat en projektkoordinator fra ungdomsrådgivningen, Finn Boye, af Svendborg Kommune. Der var også ansat en forebyggende og opsøgende medarbejder, Bent Kidmose, og der var knyttet en nærpolitibetjent, Kaj Kruse Nielsen, til området. I tæt samarbejde med Hømarkskolen skulle teamet løfte området og skabe tryghed og fællesskab.

Nye og gamle arrangementer og tiltag
Der fandtes allerede mange arrangementer, som var knyttet til fælleshuset, da projektet startede; blandt andet juletræsfest, fastelavn, dartklub, billard med mere. Det var dog nærmest kun etniske danskere, som deltog i disse arrangementer. Projekt Hømarken afholdt også arrangementer og prøvede at skabe traditioner, og her prøvede de at inkludere alle. I 1995 arrangerede de et loppemarked kaldet ”Hømarked.” Det blev en stor succes, og alle nationaliteter mødte op. Der var underholdning, børneloppemarked, og det endte med at køre i 10 år. Der blev blandt andet også arrangeret danskundervisning og en legestue, og i 1995 startede gruppen også ”Sommersjov”. Her arrangerede de aktiviteter den første uge af skolernes sommerferie, og målet var blandt andet at invitere børn fra resten af Svendborg ind i Byparken og Skovparken og på den måde nedbryde isolationen. Samtidig aktiveredes områdets børn og lærte hinanden at kende i løbet af ugen. ”Sommersjov” findes stadig i dag.

På trods af arbejdet i området havde det stadig et dårligt ry i 00’erne. Der var ledige lejligheder, og det var svært at sælge sit hus, når man boede i nærheden af Marslevvej. Svendborg Kommune havde en aftale med SAB, hvor de fik tilbudt hver fjerde lejlighed over alt i boligforeningen. Med stor udskiftning og mange ledige lejligheder i By- og Skovparken kunne det derfor forventes, at der blev sendt mange beboere ud i området, som var på kommunal understøttelse.

Ghettoisering i medierne
I år 2000 blev der lavet en opgørelse for Hømarkens jobsituation, hvilket Fyns Amts Avis berettede om i 2004 (Fyns Amts Avis d. 19/11 2004). Her skrev de, at ud af 1142 voksne over 18 år i SABs afdelinger i Hømarken, var der 953 på overførelsesindkomster, hvilket svarede til 83 procent. Allersidst i artiklen bemærkede de, at ud af de 953 personer på overførelsesindkomster, var 317 folkepensionister. Reelt set var det altså 56 procent af beboerne i den erhvervsaktive alder, som var på overførelsesindkomst. Artiklen illustrerer den diskurs, medierne havde omkring de udsatte boligområder, hvor de ofte fik dem til at fremstå værre, end de måske var. Det var den samme diskurs, som allerede herskede i 1980’erne.

Selvom stemplet som et ”udsat boligområde” åbnede op for, at områderne kunne få hjælp udefra – eksempelvis ved at få finansiel støtte til byfornyelse, var stemplingen samtidig særlig belastende. Indførelsen af ordet ”ghetto” til at betegne områderne medførte også en række fordomme og negative associationer – især med tanke på jødiske og amerikanske ghettoer. Både medierne og regeringen praktiserede i stor grad at kalde områderne ”ghetto”, og stemplingen af området kunne med ét slag nedbryde flere års arbejde på at forbedre forholdene i områderne (Kristensens bolighistorie, 2014).
Et eksempel på dette er statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) nytårstale den 1. januar 2004. Her talte han om indvandrerghettoer og ghettodannelser i Danmark. Han nævnte blandt andet, at mændene var arbejdsløse, kvinderne var isolerede, og at børnene voksede op uden at lære ordentligt dansk (Anders Fogh Rasmussens nytårstale).  Senere nedsatte han et ghettoudvalg og lancerede en ghettostrategi. Fogh styrkede dermed mediernes dækning af de belastede boligområder og bragte ordet ”ghetto” helt ind i folks stuer, som han sammenkædede med de herskende fordomme.

Velfærdministeriets liste over udsatte boligområder og ghettolisten
I 2007 udkom Velfærdministeriets liste over udsatte boligområder, og her var Hømarken at finde. Dette skete, fordi over halvdelen af beboerne over 18 år var på overførelsesindkomster. Ifølge Velfærdsministeriet var et område en ghetto, hvor mindst 30 eller 40 procent – afhængig af antallet af beboere – havde en svag tilknytning til arbejdsmarkedet ("Færre ghettoer i Danmark").  Placeringen på listen gav Svendborg Kommune mulighed for at frasortere lejere, som i længere tid havde været på offentlig understøttelse. Det medførte debat om, hvem der havde skylden for placeringen på listen. I SAB-nyt (Svendborg Andels Boligforenings blad for beboerne) kunne man læse, at en beboer mente, at det var Svendborg Kommunes og SABs egen skyld: SAB ville ikke have tomme lejligheder, og derfor henviste Svendborg Kommune folk til lejlighederne. Beboeren mener, at Svendborg Kommune eksempelvis kunne lade være med at henvise bistandsklienter til boligerne (SAB-nyt, sept. 2008). Samtidig viste SABs ventelistestatistik, at der var meget kortere ventetid til Skovparken og Byparken end til boligselskabets andre afdelinger. Her var der 0 år til de to områder, mens der var 1-19 års ventetid i de andre afdelinger.

I 2009 blev nærpolitiet i området fjernet med politireformen. Samtidig indførte SAB, at de kunne udsætte lejere, som var voldelige og/eller kriminelle, og som lavede grove overtrædelser af husordenen, leje- eller straffeloven på SABs matrikelnummer. Det nye tiltag skulle skabe trygge rammer i området. Det er dog ikke nævnt noget sted, at der er blevet udsat nogen lejere. Året efter skiftede Velfærdministeriets liste over udsatte boligområder navn til ”Ghettolisten”. Skovparken blev endegyldigt stemplet som en ghetto. Kriterierne på ghettolisten var anderledes end på Velfærdministeriets liste. Der var dels flere kriterier, og de var nemmere at måle. Skovparken opfyldte alle kriterierne (se afsnit om forklaring af ghettolisten).

Renovering af Skovparken
Statussen som ghetto kunne også anskues positivt. Den åbnede nemlig op for store bevillinger, så man kunne gøre Skovparken til et attraktivt område. Den nye plan ”Styre af lokal indsats i Hømarken” skulle forbedre området, så beboerne blev gladere for at bo der. Beboerne skulle inddrages i arbejdet og beslutningsprocesserne.

I 2007 havde Niras lavet en rapport over, hvad der skulle laves ved afdelingerne i forbindelse med renoveringen af de 252 lejligheder i Byparken og 486 lejligheder i Skovparken. I 2009 lavede Rambøll en grundigere rapport, som viste, at der var mange flere skader end hidtil antaget. De pointerede, at eksempelvis kloakker og byggeskader også skulle udbedres. Det ville derfor blive meget dyrere end først antaget. I 2010 blev rapporten fremlagt for Landsbyggefonden, som godkendte den. I 2011 blev den endelige godkendelser givet, og SAB fik næsten en halv milliard i støtte til renoveringen. Der skulle blandt andet laves nye murede facader, nye vinduer og døre, nye opgange, nye køkkener og badeværelser, nyt fjernvarmeanlæg, kloaksystemet skulle renoveres, der skulle laves gartnerarbejde, og nogle af lejlighederne skulle lægges sammen.

I boligforeningen ville man inddrage beboerne i arbejdet, og derfor stod beboerrådgiveren som tovholder på projektet. Det var hende, man skulle kontakte, hvis man ville være med i de arbejdsgrupper, som skulle planlægge, hvordan eksempelvis køkkenerne skulle renoveres og se ud. Samtidig skulle beboerne genhuses, mens renoveringen foregik. Problemet blev løst ved, at SAB stoppede for tilgangen af nye lejere i området under renoveringen. Renoveringen gik i gang mandag d. 24. oktober i Skovparken og mandag d. 31. oktober 2011 i Byparken.

I 2011 kom der en ny skolestruktur for Hømarkskolen, som skiftede navn til Nymarkskolen. Der havde været problemer med, at etniske danske forældre valgte skolen fra. Det blev løst ved, at alle børn i området nu skulle gå i grundskole uden for boligområdet, mens overbygningen fra de fem naboskoler skulle samles på Nymarkskolen. Dette skulle også styrke integrationen.

I slutningen af 2013 sluttede renoveringen, og der ligger nu 737 lejligheder i området. Efter afslutningen af renoveringen var der 162 tomme lejligheder i området, som gav et stort huslejetab. Det dækkede Landsbyggefonden, så beboerne ikke mærkede det (SAB-nyt, dec. 2013).  I forbindelse med renoveringen flyttede man alle paraboler om på gavlen af lejlighedsblokkene og mindskede antallet for at mindske associationen med den slags boligområder.

Helhedsplan 2014-2017
I 2014 indførtes der to nye kriterier på ghettolisten, og Skovparken opfyldte fire ud af fem kriterier. Den eneste, de ikke opfyldte, var, at der ikke var mere end 50% beboere fra ikke-vestlige lande. Med udvidelsen af ghettolisten skulle der indføres en ny boligsocial helhedsplan for området. Planen blev vedtaget på et ekstraordinært afdelingsmøde i Skovparken. Den skulle gælde i 2014-2017, og der ville være 12 mio. kr. afsat til projektet. Målet med planen var, at Skovparken, Jægermarken og Toftemarken skulle være kendt for at være Svendborgs mangfoldige, rummelige og aktive boligområder, og de skulle være eftertragtede at bo i. Der blev ansat en sekretariatsleder, Mette Østerberg, beboerrådgiver Bente Kjær fortsatte sit arbejde, og der skulle også ansættes en projektmedarbejder. Med den nye helhedsplan blev der søsat mange nye tilbud, blandt andet bydelsmødre, som primært var kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, som blandt andet skulle støtte kvinder, som levede isolerede. Der blev startet et værested for børn og motionsaktiviteter for børn og voksne. Gamle aktiviteter som lektiecafé, multimotion, hjælp til unge med at skrive jobansøgninger og Nøddeknækkeren, som hjælper familier i en sårbar situation fortsatte.

Nyt udseende, ny afdeling
I 2014 stemte beboerne i området om, at lægge de Skovparken og Byparken sammen til én afdeling hos SAB – nemlig Skovparken, afdeling 14. Det gjorde de blandt andet for at adskille sig fra navnet ”Hømarken”, som var forbundet med et negativt ry. På den måde kunne de starte forfra. I 2015 kunne man også se, at antallet af beboere, som flyttede fra Skovparken, var faldet.
Samme år fik Svendborg Kommune forbud mod at henvise nyankommende flygtninge til Skovparken, fordi området var på ghettolisten. Det delte vandene, da nogle mente, at det var en god idé, mens andre – blandt andet Svendborgs borgmester Lars Erik Hornemann ærgrede sig, fordi en stor del af integrationsindsatsen var i området.

I 2016 var koncentrationen af indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund tæt på ni gange så stor som i resten af Svendborg (45,2% af beboerne i Skovparken, 5,3% af beboerne i Svendborg  var indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande i 2016). Området var igen på ghettolisten, og for femte år i træk var det topscorer i antallet af beboere i den arbejdsdygtige alder uden for arbejdsmarkedet, som ikke var under uddannelse. Her var 59,9% af beboerne uden for arbejdsmarkedet. Alle tallene var dog faldende, og alle lejligheder i området var udlejet.

Fordommene spøger stadig
På trods af det ændrede udseende gennem renoveringen kæmpede området stadig med de fordomme, som ghettolisten medførte. Ryet som ghetto kan være svært at ryste af, da det har en selvopfyldende profeti. Ressourcestærke familier vælger området fra, og samtidig fordrer ghettoområdernes geografiske placering isolation, da de ofte er bygget steder, hvor folk ikke kommer naturligt ("Blokken set udefra"). Det var derfor vigtigt at skabe bevægelse; både at få nye folk ind, men også at få folk fra områderne ud på arbejdsmarkedet.

Sekretariatsleder ved den boligsociale indsats i Skovparken, Mette Østerberg udtalte i 2016, at hun mente, renoveringen havde hjulpet på områdets image, og at det havde givet en mere neutral opfattelse af Skovparken ("Blokken set udefra"). Hun pointerede også, at det var vigtigt, hvordan man talte om området: ”Sprog har det med at skabe virkelighed, også selvom det bare er inden i vores hoveder.” Østerberg udtalte videre, at omtalen er selvforstærkende, og ghettostemplet gør ikke noget godt for et område – andet end der kan søges tilskud til aktiviteter.

Forskning om beboerudvikling har også vist, at de belastede boligområder ikke er lukkede bebyggelser (ghettoer). I ghettoer er der ingen vej ud, mens det i danske belastede boligområder i stor stil ses, at når beboerne får forbedret deres beskæftigelses- og indkomstforhold, vælger de at flytte ud fra områderne og f.eks. over i en ejerbolig (Kristensens bolighistorie, 2014).

Farvel til ghettolisten
I 2017 røg Skovparken af Transport-, Bygnings- og Boligministeriets ghettoliste. Kriminaliteten for beboere over 18 år var faldet fra 2,91% til 2,18% på et år. Området opfyldte nu kun to af de fem parametre og ikke tre, som det krævede for, at et område kunne betegnes som en ghetto. Formanden for integrationsrådet i Svendborg mente dog, at integrationen ikke var godt nok, da andelen af ikke-vestlige indvandrere var 45,2 %, og at det var problematisk, at de bosatte sig i samme område.
I 2017 blev den boligsociale helhedsplan forlænget, så den også ville dække 2018-2021.

I dag, 2018
Mange af de samme aktiviteter vil fortsætte, så man kan få løftet området helt. Der er allerede sket stor fremgang, da der er ventelister til alle lejlighederne, som dengang da området blev bygget. Kriminaliteten er også bragt ned. I dag er området på regeringens liste over ”udsatte boligområder” ("Ny ghettoliste").  I de udsatte boligområder vil regeringen blandt andet stoppe for kommunal anvisning til ydelsesmodtagere. Kommunen må ikke anvise boligsøgende til udsatte boligområder, hvis et medlem i mindst et halvt år har modtaget integrationsydelse, uddannelseshjælp, kontanthjælp, førtidspension, arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge. Der skal være mere politi i området, og det gøres obligatorisk i at udleje efter kriterier vedrørende beskæftigelse eller uddannelse. Eksempelvis får personer med fast tilknytning til arbejdsmarkedet fortrinsret til boligerne.